Frivillige leder efter forsvundne Peerstat: Man bliver berørt, når nogen forsvinder

- Det undrer mig, at der forsvinder personer så kort tid efter hinanden, siger en af de frivillige, der leder efter Peerstat Isaksen fra Qaqortoq.
Frivillige holder møde og planlægger, hvordan de skal lede efter forsvundne Peerstat Isaksen fra Qaqortoq.
01. december 2021 16:52

Det er ni dage siden, at nogen sidst har set 35-årige Peerstat Isaksen fra Qaqortoq.

Politiet, brandvæsenet og Arktisk Kommando har været ude og lede efter hende siden i fredags, hvor hun blev efterlyst. Men ingen har set hende. 

Peerstaat Isaksen har følgende signalement:

  • 35 år gammel
  • Cirka 155 cm høj
  • Kraftig af kropsbygning.
  • Iført mørkegrøn jakke, pink t-shirt, sorte bukser og lillafarvede sko.

Derfor er eftersøgningen indstillet, til der er nye oplysninger i sagen.

En gruppe frivillige fra byen har besluttet sig for at lede videre. De mødtes i går for at holde et planlægningsmøde, fortæller Sofie Rosa Jakobsen.

LÆS OGSÅ 35-årig kvinde savnes endnu i Qaqortoq: Politiet vil gerne have flere oplysninger

- Det undrer mig, at der forsvinder personer så kort tid efter hinanden. Man bliver berørt af, når nogen forsvinder, og de ikke kan finde vedkommende, siger hun. 

Og det er ikke første gang, at de tager sagen i egen hånd.

- Vi var mange, der også deltog i en eftersøgning for to år siden, siger Sofie Rosa Jakobsen.

 

Foto © : KNR

Foto: Jørgen Simionsen, Sofie Rosa Jakobsen er en af dem, der leder efter Peerstat Isaksen.

Politiet har opfordret folk til at lede

I lørdags opfordrede politiet folk i Qaqortoq til at kigge efter Peerstat Isaksen i skure, kældre og biler.

Hun er nemlig uden fast bopæl og overnatter normalt forskellige steder hos blandt andet venner og familie.

Derfor er det - ifølge politiet - ikke usandsynligt, at hun opholder sig et sted, der ofte står tomt.

LÆS OGSÅ Politiet efterlyser 35-årig kvinde i Qaqortoq

Den opfordring har de frivillige rykket på, men de er udfordret af mørke og vejr.

- Nu bliver det tidligt mørkt. Vi er lidt usikre på, hvordan de skal gøre i forhold til de frivilliges sikkerhed.

- Vi vil lede inde i byen, og så er søbredden ved Storesøen også en mulighed eller oppe i fjeldene. Men på denne årstid er det lidt farligt, og derfor skal vi være forsigtige.