Frivillige leder efter efterlyst og savnet mand

En flok frivillige i Nuuk har slået sig sammen om at lede efter Amos Jonassen, der sidst blev set 7. december.
Frivillige i Nuuk har slået sig sammen om at lede efter Amos Jonassen, der har været forsvundet siden 7. december. Foto © : Privat
20. december 2022 14:13

Amos Jonassen er ikke blevet set siden 7. december. Politiet efterlyste ham sidste mandag. 

Nu er frivillige i Nuuk gået sammen for at lede efter savnede 32-årige mand. 

Rosa Lorentzen har oprettet Facebook-siden 'Ammu Amos Martin nanisigu' for at samle frivillige folk til at hjælpe med eftersøgningen.

- Vi håber selvfølgelig på, at vi finder ham levende. Jeg håber også, at der kommer flere frivillige, for julen er jo lige om hjørnet, siger Rosa Lorentzen til KNR.

LÆS OGSÅ Efterlyst mand er stadig savnet

Den efterlyste mand er stedsøn til Rosas kusine, og derfor har hun kendt ham, siden han var barn. Hun fortæller, at der er mange, der har lyst til at være frivillige:

- Vores facebookgruppe har omkring 600 medlemmer. Der er også mange, der deler opslaget. Mange er interesseret, men vi har brug for flere endnu, siger hun og fortsætter:

- Byen er stor, derfor er der flere områder, man ikke har kigget på endnu for eksempel fjeldene, byggeområder og blokke.

Rosa Lorentzen fortæller også, at hun hele tiden sørger for at opdatere facebooksiden med nye oplysninger om sagen og de områder, de frivillige har undersøgt.

Amos Jonassen er 165 centimeter høj og spinkel af bygning. Han er sidst set iført en rød kasket, sort arbejdstøj og sorte Salomon sko med hvide striber.

Hvis man har nogen som helst oplysninger om Amos Jonassen, bedes man kontakte politiet på 70 14 48.