Musikernes forbund: Fritag koncerthonnorar for skat

Musikerne får ikke nok penge, når de laver koncerter. Derfor bør honoraret for koncerter være fritaget for skat, mener musikernes forbund. Kulturudvalget er positiv overfor ideen.
02. februar 2018 14:53

Det skal kunne betale sig at være musiker i Grønland.

Og da der ligger et stort arbejde i at forberede sig til at stå på scenen - forberedelser som typisk er ulønnede - bør honoraret for koncerter være fritaget for skat.

Det mener musikernes forbund Nunatsinni Nipilersortartut - Grønlands Musikere, skriver denne uges AG.

Masser af forberedende arbejde

En af Grønlands scenekunstnere, der har meget at lave, er sanger og skuespiller Miké Fencker Thomsen. Hans job er anderledes i forhold til de af os der arbejder fra klokken 8 til 16, forklarer han.

- Det er vores eget ansvar at øve op til de jobs vi får, men jeg tror at når man ser en teaterforestilling der tager en time, at "hvor nemt er det". Men der ligger altså en masse arbejde bag ved det hele, siger Mike Fencker Thomsen.

Positive toner fra udvalg

Ifølge AG har Musikernes forbund har holdt et indledende møde med kulturens naalakkersuisoq, Doris J. Jensen, der vil nedsætte en arbejdsgruppe, som skal kigge på problemstillingen.

Fra Inatsisartuts kulturudvalg lyder der umiddelbart også positive toner at dømme efter udvalgsformand Mimi Karlsen:

- Vi er i Kulturudvalget interesseret i at arbejde for, hvilken form for skattelettelse der kan være for musikerne og andre kunstudøvere, siger Mimi Karlsen.

LÆS OGSÅ Grønlands Musikerforening: Ret op på musikernes løn

Vil gerne betale skat

For Miké Fencker Thomsen har det været et problem at skulle udregne skat for sit eget firma, hvilket resulterede i et skattesmæk.

Men det betyder ikke, at han ikke vil betale skat:

- Jeg synes det er fedt, at vi bare kan tage ned til sygehuset eller har fri tandlæge og skoler. Så jeg vil gerne betale skat, lyder det fra Miké Fencker Thomsen.

Får meget lidt

I Qanorooq argumenterer formanden for musikernes forbund, Inunnguaq Petrussen, blandt andet med, at musikerne først og fremmest får indtægter fra koncerter.

Og i følge Petrussen giver det ikke meget.

- Vi får meget lidt ud af det, hvis for eksempel bandet på fire får 10.000 kroner, deler beløbet og betaler skat, så bliver der 1.400 kroner til overs. De skal dække mange øvetimer, udstyr, vi køber, transport og opstilling af udstyr, sagde Inunnguaq Petrussen til Qanorooq.

Se intervewet nedenfor.

Qanorooq 01.02.2018

 

LÆS OGSÅ Musikere glæder sig over millionstøtte til rejser