Fransk udenrigsminister venter forbitret brexit-opgør

Jean-Yves Le Drian advarer briterne om, at de to sider kan komme til at "flå hinanden i stykker".
De tilbageværende 27 EU-lande er for øjeblikket ved at positionere sig i optakten til forhandlingerne, hvor særligt Frankrig har markeret sig med krav - blandt andet i de vanskelige forhandlinger om fiskeri. Arkivfoto Foto © : Rareclass
Skrevet af Ritzau
17. februar 2020 16:42

Den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, advarer briterne om, at de kommende brexit-forhandlingerne kan blive meget hårde, og at de to sider kan komme til at "flå hinanden i stykker".

Han siger også, at det bliver vanskeligt for Storbritannien at opnå dets mål om en frihandelsaftale inden årets udgang.

- Jeg forudser, at parterne kommer til at stå stejlt over for hinanden i forhandlinger om handel og om en mekanisme for de fremtidige relationer. Vi kommer til at flå hinanden i styrke, siger Le Drian, som er en af præsident Emmanuel Macrons nære allierede.

LÆS OGSÅ EU til briterne: Ingen handelsaftale uden fiskeri hos jer

Han er den seneste af en række højtstående repræsentanter for den franske regering, som har advaret om, at forhandlingerne bliver svære.

Forhandlingerne ventes først at blive indledt i næste måned, men Storbritannien og EU står allerede langt fra hinanden i spørgsmål om regelsæt for britiske finansvirksomheders adgang til EU efter brexit.

- Men det er sådan, at forhandlinger er. Alle vil forsvare deres egne interesser, siger Le Drian og tilføjer:

- Storbritannien forlod formelt EU for to uger siden, men handler stadig som et medlemsland i en overgangsperiode frem til nytår.

LÆS OGSÅ Netavis om Brexit: Foreløbig ingen konsekvenser for Grønland

De tilbageværende 27 EU-lande er for øjeblikket ved at positionere sig i optakten til forhandlingerne, hvor særligt Frankrig har markeret sig med krav - blandt andet i de vanskelige forhandlinger om fiskeri.

Frankrig og flere andre EU-lande - herunder Danmark - ønsker at blive ved med at kunne fiske i britisk farvand. Briterne ønsker fuld autonomi og begrænset adgang for europæiske fiskere.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, har givet sig selv 11 måneder til at få en aftale på plads med EU, trods advarsler om at det er meget kort tid til så komplekse forhandlinger.

Den britiske regeringsleder har sagt, at briterne altid vil samarbejde med EU om forsvars- og sikkerhedspolitik.