Frankrig indfører udgangsforbud - også nytårsaften

Teatre, museer og biografer skulle være genåbnet i næste uge, men franskmændene må vente til efter nytår.
Men juleaften får familierne lov at tilbringe sammen uden at skulle være hjemme igen før klokken 20. Det oplyser den franske premierminister, Jean Castex, torsdag aften. Foto © : Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
11. december 2020 07:56

Frankrig lemper på coronareglerne efter seks ugers nedlukning af landet, men indfører samtidig et landsdækkende udgangsforbud efter klokken 20.

Det sker i et forsøg på at nedbringe coronasmitten.

Udgangsforbuddet træder i kraft fra 15. december og vil også gælde nytårsaften.

Men juleaften får familierne lov at tilbringe sammen uden at skulle være hjemme igen før klokken 20.

Det oplyser den franske premierminister, Jean Castex, torsdag aften.

LÆS OGSÅ Macron giver Paris og otte andre byer udgangsforbud

Han siger også, at restauranter og barer forbliver lukket, ligesom biografer, teatre og museer også skal holde lukket i tre uger mere.

Det var ellers planen, at de kunne få lov at åbne i næste uge. Men det er smittetallene stadig for høje til, lyder det fra præsident Emmanuel Macron.

Det udgangsforbud, der nu træder i kraft over hele Frankrig, gælder mellem klokken 20 og 06 om morgenen.

Et brud på de nye regler kan resultere i en bøde svarende til omkring 1000 danske kroner.