Fra skam til styrke: Lisbeth Karline Poulsen syr Grønlands historie i perler
Perlerne hænger i lange strenge. 43.000 små, glitrende, røde perler, der hver og en repræsenterer et barn spiralsagen tog fra Grønland, men som tilsammen bærer på en kollektiv historie.
Det handler om de piger helt ned til 13 år, der fik sat spiral op uden samtykke. De tusinder af børn, der aldrig blev født. Og det handler om at give form til følelser, som ikke lader sig forklare med ord.
De følelser fik nyt ekko da den danske statsminister Mette Frederiksen sammen med formanden for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen, for nyligt undskyldte til de mange berørte kvinder i sagen.
Og værket med de mange perler, Inunngorsimanngitsut, fik tilføjet endnu et lag.
43.000 perler for dem der mangler
Bag værket, som siden foråret har været udstillet på Nuuk Kunstmuseum, står billedkunstner Lisbeth Karline Poulsen. Snorene med de mange perler er fæstnet til et par røde skindtrusser. De er små, næsten barnlige i størrelsen – for at minde om, hvor unge mange af pigerne var.
- Hvis det ikke havde været for spiralsagen, havde vi været minimum 100.000 personer i Grønland i dag. Det vi ikke – vi er 57.000. Så vi mangler simpelthen 43.000. Og derfor er der en perle for hver en person der mangler, forklarer hun om værket.
Første gang hun hørte om spiralsagen, gik noget i hende i stykker. Lisbeth Karline Poulsen er født i Nanortalik og boede de første syv år af sit liv i Danmark, før hun flyttede tilbage til Grønland igen. Halvt grønlandsk, halvt dansk. En splittelse der sidder dybt i hende.
- Det gjorde så ondt, at jeg vidste, jeg måtte lave et værk om spiralsagen. Fordi det er nødvendigt. Det er smertefuldt, og det berører så mange. Det føltes som dråben – som det, jeg kunne tage. Så jeg har været meget berørt over undskyldningen. Meget berørt på de her kvinders vegne.
Hun tøver et øjeblik, inden hun fortsætter.
- Og jeg tør slet ikke tænke på, hvilke traumer og følelser de sidder tilbage med. Og de børn, de aldrig fik. Det er forfærdeligt. Og det var jo ikke kun kvinderne – det var også mændene, der ikke fik børn. Det var også samlevere og kærester, der mistede noget.
Efter gymnasiet i Aasiaat flyttede Lisbeth Karline Poulsen til Nuuk og begyndte på kunstskolen. Her fandt hun hjem. Hun fandt sin hylde, sin retning – noget at navigere efter.
Uddannelsen førte hende til Danmark igen og Aarhus Kunstakademi, før hun i 2011 igen vendte tilbage til Nuuk, hvor hun blev en del af kunstnersammenslutningen Kimik. I mange år sad hun i bestyrelsen, også som formand, inden hun endnu engang rejste til Danmark for at tage uddannelsen på Københavns Film- og Teaterskole. I dag er hun tilbage i Nuuk.
- Jeg både portrætterer og skaber værker ud fra det, jeg føler, tænker eller opfanger. Mere som en slags medie, hvor jeg kanaliserer noget, der sker. Noget, jeg kan fornemme, fortæller hun.
For hende er kunsten en samtalestarter. En måde at give et billede på det, som ellers er svært at sætte ord på. Og en måde at flytte de samtaler, hun mener er helt afgørende at tage – lige nu, i den samtid, Grønland befinder sig i.
Trump, USA og følelsen af en ny trussel
For det er ikke kun den smertefulde fortid, Lisbeth Karline Poulsen arbejder med i sin kunst. Også nutidens usikkerhed finder vej ind i hendes perler.
Akkurat som undskyldningen for spiralsagen landede, kom nemlig en anden nyhed: at amerikanere med forbindelser til Donald Trump har forsøgt at infiltrere Grønland gennem påvirkningskampagner. Endnu en historie, der ramte direkte ned i hendes arbejde.
- I januar, da Trump talte om en mulig annektering af Grønland, og der samtidig var valg, havde jeg en følelse af at blive kvalt. Som om jeg ikke kunne trække vejret frit. Ligger der en trussel? Ligger der ikke en trussel? Er vi i krig eller ej? Hvad betyder det? Det hele var så usikkert, at jeg havde behov for at lave et billede på det, fortæller hun.
Det billede blev til værket Threat/Thread and Stripes – trussel, tråd og striber. Igen er det perlerne, der bærer fortællingen. Små, tætte sting i rødt, hvidt og blåt, sat sammen til stjerner og striber, der straks leder tankerne mod det amerikanske flag.
- Hvordan kan jeg illustrere den her følelse af at blive holdt nede, af at miste luft, af at blive kvalt, tænkte jeg. Hvad kan kvæle mig? En kæde. En perlekæde.
Til kæden skabte hun også en billedserie, DisRespect. Her blev perlekæden brugt i voldsomme iscenesættelser – noget, hun selv understreger, var nødvendigt for at vise følelsen af at blive kvalt. Og fordi det ikke var første gang Donald Trump havde talt om en mulig annektering, det var en gentagelse. Denne gang mere alvorlig. Og serien blev derfor samtidig en illustration af denne gentagene vold.
- Jeg syntes, det var meget intenst. Der skete hele tiden noget. Der var dokumentarfilmen der blev fjernet fra DR, Jonathan Spang lavede satire på det, og oven i det var der valget. Men det hele startede med Trumps udmelding. Og det var jo ikke første gang. Men at det nu fortsatte, synes jeg var respektløst og ubehageligt. For hvad betyder det her? Hvor er vi på vej hen med det?
Når Lisbeth Karline Poulsen i dag står med perlekæden i hånden, kan hun derfor stadig genkalde den følelse af at blive kvalt, som ramte hende i starten af året. Følelsen af en trussel, og spørgsmålene om, hvorvidt Grønland kan forsvare sig selv – og hvad relationen til Danmark egentlig betyder.
Alt det, der fulgte med. Og har gjort lige siden.
Perlerne er ikke et uvant materiale for Lisbeth Karline Poulsen.
Flere gange har hun brugt den traditionelle grønlandske perlesyning som medie i sin kunst – ikke kun som pynt eller dekoration, men som et sprog til at tale om det, der sker omkring hende, og de samfundsproblematikker, hun selv er en del af.
Der ligger noget særligt i kunsthåndværket: at sy i skind, samle perler, brodere. Noget, hun tog med sig, da hun lærte at lave en nationaldragt. Det er nedarvet, en tradition givet videre fra generation til generation. Og fra kvinde til kvinde.
- Der ligger et håndværk, der er enormt vigtigt at formidle videre. Fordi det udspringer af fortiden, af noget kvindeligt, af noget håndværksmæssigt, der for mig giver mening at fortolke og arbejde på. Og fordi jeg er grønlænder – jeg er jo ikke kun dansk, siger hun.
Mellem to verdener
Netop balancen mellem det danske og det grønlandske fylder meget i hendes arbejde. For Lisbeth Karline Poulsen har de to sider altid eksisteret side om side, men sjældent smeltet sammen. Hun har altid været stolt af at være grønlænder, men skammen over at være dansk har overskygget.
Hun beskriver det som en konstant dialog mellem to identiteter, hun må navigere i. Som et prisme, hun hele tiden kan dreje, alt efter hvad der sker omkring hende. Er det hendes danske side, der træder frem, eller den grønlandske?
- Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved, hvem jeg er. Jeg ved godt, hvem jeg er. Men jeg navigerer i at være både grønlandsk og dansk.
Både værket om spiralsagen og hvordan den amerikanske annektering har påvirket Lisbeth Karline Poulsen, udspringer af et tredje værk, der belyser dobbeltheden i hendes etnicitet. I performanceværket Hel, river hun en traditionel grønlandsk perlekrave af sig selv – og splitter den i stykker.
- Jeg er stolt af at være grønlænder. Jeg har altid været stolt af at se grønlandsk ud, at bo her, at leve her. Men jeg vil også gerne være stolt af at være dansker. Og det er jeg ikke altid.
- Så værket udsprang lidt af den der følelse af, at løsrive sig af nogle af de her tanker og normer. Om at rive det i stykker – og om at samle det igen, som i japansk kintsugi.
I perlekraven er mønsteret derfor brudt de steder, hvor hun rev den itu. Og i stedet samlet igen – over 20 steder – med 24 karat forgyldte perler. Inspirationen kommer fra den japanske teknik, hvor ødelagt keramik repareres med guld. Og hvor filosofien er at se skønheden i det uperfekte: at det, der engang var i stykker, kan samles på ny og blive stærkere end før.
- Prøv at tænke på, hvor lang tid kvinder har brugt på at sy det her. Og fordi det går i stykker, mister det værdi, bare fordi det ikke bliver klippet op og repareret.
- Men det at gå ind og reparere det i guld, føler jeg, er en måde at sige på, at hvis vi kan reparere og selv, så står vi bare endnu stærkere og smukkere.
Et udsagn, der kan tolkes på mange måder.
At finde styrke i det opbrudte
For Lisbeth Karline Poulsen er den fornemste opgave som kunstner at være fri, siger hun. At have friheden til at tolke og illustrere, som hun vil. At bruge kunsten som ventil, til at få luft, til at skabe billeder, på det hun oplever omkring sig – og inde i sig selv.
Ved at dekonstruere den traditionelle perlesyning bruger hun et nedarvet håndværk til at ramme ned i nogen af samtidens største dilemmaer: spiralsagens hemmeligheder, følelsen af truslen fra USA, og den dobbelte identitet, hun selv bærer på.
Traditionen bliver brudt op, sat sammen igen, og får ny betydning.
Hvordan man tolker hendes værker, er dog op til den enkelte der møder dem, påpeger hun. Som kunstner vil hun ikke fastlåse betydningen af sine værker, eller hvad man lægger i dem.
Til gengæld er hun tydelig i hvad hun selv håber for Grønland fremadrettet.
- At vi har styrke nok til at navigere i alt det, der sker. At vi er stærke, og det ved jeg, vi er. At vi kommer godt ud på den anden side. Og at vi ikke glemmer den energi, der ligger i os selv, og i vores omgivelser.
