Regering: Forvaringsdømte skal kunne fortryde flytning til Nuuk

Den danske regering støtter forslaget om at lade grønlandske forvaringsdømte, der bliver overflyttet til Anstalten i Nuuk, få en returbillet til Danmark – og retur til Grønland igen.
19. oktober 2018 11:56

Det fremgår af regeringens lovforslag om overflytning af grønlandske forvaringsdømte til Anstalten i Nuuk. 

Et lovforslag, som Folketinget skal førstebehandle 1. november.

LÆS OGSÅ Forvaringsdømte skal kunne fortryde flytning til Nuuk

På efterårssamlingen i 2017 vedtog Inatsisartut, at det skal være muligt for grønlandske forvaringsdømte at rejse tilbage til afsoning i Herstedvester Fængsel, hvis de ikke finder sig til rette i den kommende anstalt i Nuuk.

Årsagen kan for eksempel være mangel på pårørende i Grønland eller generel manglende tilknytning til samfundet efter mange års afsoning i Danmark.

To gange fortrydelsesret

Dansk Folkeparti støtter som udgangspunkt forslaget, og dermed har regeringen flertal i Folketinget for lovforslaget.

- Som udgangspunkt synes jeg, at folk (dømte, red.) selv må finde ud af, hvor de vil være. Og jeg tror, der er mange (grønlandske forvaringsdømte, red.), der vil vælge at blive i Danmark, siger grønlandsordfører hos Dansk Folkeparti, Søren Espersen.

Ifølge forslaget fra justitsministeren skal fortrydelsen ske inden for et halvt år, efter den grønlandske forvaringsdømte er blevet overflyttet til Nuuk.

LÆS OGSÅ Returbillet til Herstedvester skal være en undtagelse

Men faktisk kan der blive tale om en dobbelt-fortrydelse. For retten til at blive overflyttet til Anstalten i Nuuk er et stående tilbud til alle grønlandske forvaringsdømte, der i dag afsoner i Herstedvester Fængsel i Danmark.

Og den ret gælder også for en forvaringsdømt, der må vælge at vende tilbage til Herstedvester Fængsel. I yderste tilfælde kan en forvaringsdømt i princippet blive overført til afsoning i Grønland to gange. Dog falder retten til for anden gang at flytte til Herstedvester dog bort.

Den dobbelte fortrydelsesret vil Søren Espersen dog drøfte nærmere internt i Dansk Folkeparti.

- Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at man ustandseligt kan flytte frem og tilbage. Det er der ingen mening i. Det bliver også dyrt i transport, siger han til KNR.

Socialdemokratiets grønlandsordfører, Karin Gaardsted, har tidligere kritiseret fortrydelsesretten i lovforslaget. Partiet vil dog først udtale sig om det fremsatte forslag, når det er blevet drøftet i folketingsgruppen.

LÆS OGSÅ Grønland skal selv betale for misbrugsbehandling i anstalterne