Forskning i skimmelsvamp

Nu melder også DTU sig i rækken af forskningsinstitutioner, der vil sætte ekstra fokus på Arktis. Danmarks Tekniske Universitet opretter nemlig et nyt center for polare aktiviteter, kaldet Polar DTU.
Skrevet af Martine Lind Krebs
07. februar 2012 06:55

Meningen med centret er at forske i Arktis og uddanne forskere og ingeniører, der har Arktis som speciale. Desuden skal centeret betjene myndigheder samt udvikle nye teknologiske løsninger. Det kan for eksempel være, at løse nogle at knuderne for den arktiske olieudvinding eller udvikle nye lægemidler fra arktiske mikroorganismer.

Og det kan være, at centeret vil komme Grønland til hjælp, når det gælder problemerne med skimmelsvamp. Det skriver Ingeniøren. Hvis finansieringen kommer på plads, vil centeret nemlig foretage en kortlægning af grønlandske skimmelsvampe.

Man ved kun ganske lidt om skimmelsvampe i Grønland, siger lektor Birgitte Andersen fra DTU Systembiologi til Ingeniøren. Hun tilføjer, at svampene ikke kun er af det onde, men at de kan føre til udviklingen af vigtige enzymer.

Lederen af det nye center er Niels Andersen, som også er vicedirektør på DTU Space. DTU er allerede forankret i Grønland med uddannelsen Artek i Sisimiut.