Forskere finder mikroplast i fire af fem muslinger

Der er mest mikroplast i muslinger fra Oslofjorden og Oslo havn, mindst på Grønland, Færøerne og Svalbard.
Forskere har fundet mikroplast i fire af fem undersøgte muslingearter i Norden. Foto © : Jon Sullivan/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
27. marts 2020 07:34

Forskere har fundet mikroplast i fire af fem undersøgte muslingearter i Norden.

Men i prøverne fra Grønland, Færøerne og Svalbard var forekomsten mindst.

Det viser en ny nordisk undersøgelse, der er en del af et større forskningsprojekt.

Her ser forskerne på forekomsten af mikroplast i muslinger fra 100 forskellige steder over hele Norden.

Forskerne fandt både plastfibre og plaststykker samt gummilignende partikler i muslingerne.

LÆS OGSÅ En sjælden og behåret gæst er set i Qaanaaq

- Studiet er det første af sin slags, der har analyseret et så stort antal prøver fra et så stort geografisk område, siger projektleder Norman Green fra Norsk Institutt for Vannforskning (Niva).

Det højeste indhold af mikroplast blev fundet i muslinger i Oslofjorden og Oslo indre havn.

På Grønland, Færøerne og Svalbard fandt forskerne ikke mikroplast, der ligger over minimumsgrænsen.

De mener dog at det antageligt skyldes, at der er taget for få prøver fra disse områder.

Undersøgelsen skal bruges til at finde ud af, hvor stor forekomsten af mikroplast er i havmiljøet i Norden.

/ritzau/NTB