Forsker: For meget fokus på social arv i ny misbrugsbehandling

Det store fokus på den sociale arv i misbrugsbehandlingen hjælper ikke nødvendigvis misbrugeren. Naalakkersuisut bør arbejde for at ændre misbrugerens nærmiljø og skabe job.
04. maj 2015 15:49

Hvis vi helt skal have misbrugeren til helt at droppe hashpiben, spillemaskinen eller flasken, så er det ikke nok med bedre og gratis behandling. Vi skal ændre på de negative sociale miljøer - og skabe flere arbejdspladser.

Det mener post. doc. ved institut for Sygepleje og Sundhedsforskning på Ilisimartusarfik, Steven Arnfjord, der både ser fremskridt og mangler i Naalakkersuisuts indsatsplan mod misbrug i Grønland.

Læs også Misbrugsbehandling skal være være gratis og mere effektiv

Ludomaner, alkoholikere og stofmisbrugere skal have bedre og helt gratis behandling, hvis det står til Martha Lund Olsen. Hun vil skyde millioner af kroner i behandlingscentre i hele landet - og gentænke den måde, vi behandler misbrugerne på. Alle misbrugere skal have en individuel behandling med fokus på den enkeltes problemstillinger.

Steven Arnfjord kan godt følge ideen, men er ikke nødvendigvis overbevist om, at det er den rigtige måde at behandle misbrugere på.

Misbrugerens mange muligheder bliver overset
Vi gør nemlig misbrugeren til problemet, når vi fokuserer for meget på den negative sociale arv og den enkeltes problemer. Og det fastholder misbrugeren i sin situation i stedet for at løsrive ham, siger han.

- Individet bliver produceret som et produkt af ens miljø. Altså du er kun det miljø, du kommer fra. Kommer du fra en problematisk familie og nogle negative opvækstvilkår eller en kedelig social historie, så bliver du automatisk til det. Det perspektiv glemmer at se individet som et frittænkende og fritstående væsen, som har en hel række muligheder, siger Steven Arnfjord.

Det skal være meningsfuldt at stå op
Vi skal i stedet droppe at tale om misbrugerne som ofre for deres negative sociale arv. Og så skal vi bruge alternative metoder. Vi kan eksempelvis tage ved lære af Paamiut Asasara-projektet, hvor man også tager kontakt til misbrugerens netværk og gør en indsats her, siger Steven Arnfjord.

Det handler grundlæggende om at ændre livet omkring misbrugeren. Her er det fundamentalt, at man gør det attraktivt at blive - og forblive - ædru eller clean. Det kan arbejdspladser og fritidsaktiviteter i misbrugerens by eller bygd være med til at sørge for, siger han.

- Hvad er der af erhvervsudvikling i de enkelte områder. Der skal være et eller andet meningsfuldt at stå op til hver dag, for ellers er der en risiko for, at man havner tilbage i en misbrugsproblematik, siger han.

Læs også Børns forbrug af alkohol og tobak er alarmerende højt