Fornem europæisk kulturarvspris til Ilimanaq

Realdania By & Byg tildeles Europa-Kommissionens prestigefyldte kulturarvspris - Europa Nostra-prisen 2018. Prisen er tildelt for restaureringen af Poul Egedes Missionshus og et pakhus i Ilimanaq nær Ilulissat.
Skrevet af Karsten Sommer
15. maj 2018 11:49

De to fredede historiske huse fra 1700-tallet udgør nogle af Grønlands ældst bevarede og fredede huse fra kolonitiden.

Planen om restaureringen startede for over ti år siden, da Realdania By & Byg indledte et samarbejde med Grønlands Nationalmuseum om mulighederne for at give nyt liv til den grønlandske kulturarv.

Samarbejdet førte til, at Realdania i sommeren 2014 købte de to huse i Ilimanaq, som siden har gennemgået en omfattende restaurering og er blevet nyindrettet som formidlingscenter, restaurant og butik.

LÆS OGSÅ Turismeprojekt i Ilimanaq indviet

Og det har altså nu ført til at Realdania tildeles Europa-Kommissionens prestigefyldte kulturarvspris - Europa Nostra-prisen 2018.

- Jeg giver dette års “kulturarvsmestre” mine varmeste lykønskninger, udtaler Plácido Domingo, den verdensberømte operasanger, som samtidig også er formand for Europa Nostra.

Med prisen følger foreløbig en flot plakette, som kan pryde husene i Ilimanaq.

LÆS OGSÅ Historiske bygninger i Ilimanaq klar til at åbne