Formand for hundeslædeorganisation stopper

Formanden for hundeslædeorganisationen KNQK, Mikkel Jeremiassen, fratræder med øjeblikkelig virkning som formand på grund af stress og uenigheder i bestyrelsen.
Hundeslædeorganisationen har været i fokus i medierne fra midten af oktober, da den udelukkede en række byer og bygder fra at deltage i hundeslædekonkurrencer.(arkivbillede) Foto © : KNR
Skrevet af Jaaku Lyberth
05. november 2018 17:55

- Jeg kan mærke, at jeg er blevet mere stresset, og jeg har besluttet at lytte mere til min krop, skriver Mikkel Jeremiassen i en kortfattet mail til bestyrelsen og KNR.

- Arbejdsklimaet i bestyrelsen i organisationen er blevet dårligt i den seneste tid. Derfor har jeg besluttet at gå af som formand. Det er en tung beslutning, men alting har en grænse, fortsætter han.

Mikkel Jeremiassen:
Foto © : KNR

Hundeslædeorganisationen har været i fokus i medierne fra midten af oktober, da den udelukkede en række byer og bygder fra at deltage i hundeslædekonkurrencer. Organisationen mistænkte bestemte kørere for at blande den grønlandske slædehund med andre indførte racer.

LÆS OGSÅ Mistanke om blandede slædehunde breder sig til Qeqqa

- I vores bestræbelser på at beskytte og bevare slædehunden har vi ikke mulighed for et andet valg. For hvis vi skal beskytte og sikre den grønlandske slædehund mod krydsning af anden hunderace har vi kun et enkelt valg vi kan træffe, sagde Mikkel Jeremiassen dengang.

KNR har kontaktet den nu afgåede formand, der dog ikke vil komme nærmere ind på, hvordan arbejdsklimaet er blevet dårligt.

Mikkel Jeremiassen kunne dog oplyse, at der er lagt op til, at en suppleant varetager hans post, indtil der er ordinær generalforsamling i 2019.

LÆS OGSÅ Ny sag om blandede slædehunde