Forfatter kræver aktindsigt i PET-dokumenter

Hans Jakob Helms, forfatteren til romanen ’Hvis du fløjter efter nordlyset’, mistænker Politiets Efterretningstjeneste for at have beskrevet ham i en rapport. Derfor har han nu søgt om aktindsigt i de PET-dokumenter, som angiveligt handler om ham.
Skrevet af Martine Lind Krebs
06. juni 2011 07:26

I sin roman har Hans Jakob Helms citeret et afsnit fra en rapport om PET, som blev udarbejdet i 2009 af den såkaldte PET-kommission. I rapporten omtales en ny medarbejder hos ICC af en anonym kilde som en person, der udadtil optræder som en blød socialdemokrat, men indimellem afslører sig som særdeles rabiat – som stalinist. Det skriver Ritzau.

Hans Jakob Helms har selv arbejdet hos ICC, og vil derfor gerne vide, om den person, der beskrives i rapporten, er ham selv.

Ifølge Ritzau skriver han til PET, at beskrivelsen er fuldstændig hen i vejret, og at han ønsker at forsvare sig mod anklager og beskyldninger om politiske holdninger, han aldrig har haft.

- Jeg er nødt til at vide, om det virkelig er mig, der er tale om, ligesom jeg er meget interesseret i at få klarhed over, hvem der har forsøgt at beklikke mit gode navn og rygte over for PET, siger Hans Jakob Helms til Ritzau.

Et bind af PET’s rapport handler om efterretningstjenestens virksomhed i Grønland og på Færøerne, mens romanen Når du fløjter efter nordlyset handler om tiden efter Hjemmestyrets indførelse i Grønland, og Hans Jakob Helms har ikke lagt skjul på, at der i bogen ikke er så langt mellem fiktion og virkelighed.