Borgere om lempelser af alkohollov: Forbrug skal være eget ansvar

KNR har spurgt borgerne, hvad de mener om de lempelser, der er på vej. Overordnet er de positivt stemt, mens nogle har været glade for afskærmning af alkohol i butikkerne.
Lovændringerne ruller stramninger, som trådte i kraft i marts 2018, tilbage. Foto © : KNR / Inge S. Rasmussen
12. juni 2019 06:19

Onsdag vedtog Inatsisartut ændringer af alkoholloven, som blandt andet betyder, at butikkerne ikke er pålagt at skærme af for alkoholen i en særskildt afdeling.

- Jeg synes, at det skal sælges som alle andre varer. Afskærmingen er bare til pynt, og det giver ingen mening, siger Emilie Rosbach Christiansen, som KNR mødte på gaden i Nuuk.

             
Foto © : KNR
                       På billedet: Emilie Rosbach Christiansen.

Andre, vi møder, har været glade for afskærmningen i butikkerne.

- Jeg synes faktisk, at det har været meget rart med en afskærmning. Jeg synes, det har været fint, at der er kommet et rum, hvor man kan komme og kigge på alkohol, hvis man vil det, og jeg har ikke savnet, at man ser det sammen med de andre dagligvarer, siger Maliina Lyberth.

Lovforslaget, der blot venter på at blive ført ud i livet, ruller nogle stramninger tilbage, som trådte i kraft i marts sidste år.
Ændringerne betyder også, at det igen bliver lovligt at reklamere for alkohol, og at tidsrummet for at købe alkohol udvides.

Det ser Aviaq Kleist Sethsen - en anden person, vi mødte på gaden - ikke noget problem i.

- Fordi jeg mener, at folk selv skal være ansvarlige overfor deres eget forbrug. Jeg synes også, at lempelsen giver en følelse af, at de vil kontrollere mindre, siger Aviaq Kleist Sethsen.

               
Foto © : KNR
                  På billedet: Aviaq Kleist Sethsen.

Michael Hansen har modsat Aviaq været glad for ændringerne, og han så gerne, at man gav ændringerne mere tid til at virke.

- Jeg synes faktisk, det var en god idé, fordi jeg slet ikke lagde mærke til, at der var alkohol i butikkerne, når jeg handlede, så jeg synes, det kunne have været et initiativ, der kunne have været en løsning på et kæmpe problem, siger Michael Hansen.

Lovændringerne er ikke trådt i kraft endnu. KNR har forsøgt at få oplyst af Selvstyrets lovafdeling, hvornår det sker, men det har ikke været muligt at få et svar.