Forældre og opposition: Sparekrav til børnehaven i Attu går udover mad til børnene

Forældre og oppositionspolitiker kritiserer kommunen for at spare på børnenes mad i Attu. Borgmesteren afviser dog kritikken, og påpeger, at der ikke ligger en politisk beslutning om besparelser.
I børnehaven Alliaq i Attu er man, siden sidste uge, stoppet med at servere formiddags- og eftermiddagsmad til børnene. Foto © : Privat: Johanne Inûsugtok
Skrevet af Marie Kûitse
05. november 2025 07:31

I børnehaven Alliaq i Attu under Kommune Qeqertalik er der blevet indført besparelser. Dette blev meddelt til forældrene på et møde onsdag i sidste uge – og trådte i kraft samme dag. Det siger en forælder til én af børnene på børnehaven. Kommunalbestyrelsesmedlem Aqqa Samuelsen fra oppositionspartiet Siumut, følger op med kritik.  

Besparelserne betyder ifølge Johanne Inûsugtok, der er mor til én af børnene og medlem af børnehavens forældreråd, at børnene ikke længere får serveret mad klokken halv ti om formiddagen og halv tre om eftermiddagen.

Og det er uacceptabelt og meget utilfredsstillende, siger Johanne Inûsugtok.

- På mødet fik vi at vide af personalet, at mellemmåltiderne klokken halv ti og halv tre bliver fjernet. Det betyder, at børnene ikke får noget at spise siden morgenmaden derhjemmefra og helt frem til frokost, siger hun og fortsætter:

- Jeg bryder mig ikke om det – det er virkelig trist, at der skal spares på noget, der går ud over børn, som ikke selv kan sige fra, siger hun.

Besparelser på børnenes måltider mærkes allerede

Hun fortæller også, at besparelserne allerede kan mærkes på børnene.

- I går, da jeg var forbi børnehaven, lagde jeg mærke til, at nogle af børnene græd, og selvom de prøvede at følge med i aktiviteterne, kunne de ikke længere koncentrere sig – de græd højt, fortæller moderen.

Et medlem af kommunalbestyrelsen i Kommune Qeqertalik har også udtalt sig kritisk i en pressemeddelelse.

Til  KNR udtrykker kommunalbestyrelsesmedlem Aqqa Samuelsen (S) sin bekymring:

- Små børn skal have mad i løbet af dagen. Hvis de ikke får mad jævnligt, mangler de energi, de kan ikke lære, de kan ikke dyrke sport, og de kan heller ikke deltage ordentligt i fællesskabet, siger han.

Men borgmester Simigaq Heilmann afviser, at der bliver sparet på børneområdet, og henstiller til at kommunalpolitikerne retter henvendelse til administrationen, før de retter kritik til kommunen: 

- Det er ikke en politisk beslutning, at der skal spares på børnene. Hvis kommunikationen ikke har fungeret ordentligt, tager jeg ansvaret for det og vil sørge for, at situationen bliver rettet op, siger hun.

- Jeg har fuld forståelse for, at borgerne er utrygge og bekymrede, hvis børnene bliver ramt på den måde på grund af besparelser. Men det er ikke korrekt, at de to måltider er fjernet – sådan forholder det sig ikke, tilføjer borgmesteren.

KNR forsøger at snakke med lederen af børnehaven.