Fodboldlandsholdet godt på vej i ELF Cup

19. november 2006 15:34

Med en 2-0 sejr i den første kamp har det grønlandske fodboldlandshold et godt afsæt til resten af den internationale turnering ELF Cup, som de deltager i på Nordcypern i øjeblikket.

Målscorerne var Kristian Sandgreen og Niklas Kreutzmann. Førstnævnte blev senere i kampen udvist efter at have fået to advarsler. Den ene for i jubel over scoringen at have trukket trøjen op over hovedet – det må man ikke – og den anden fordi dommeren mente, han forsøgte at filme sig til et straffespark. En opfattelse, som Grønlands landstræner Jens Tang Olesen ikke deler, han mener derimod at der blev begået straffespark mod Kristian Sandgreen.

- Men holdet klarede fint at spille med ti mand resten af 2. halvleg, forklarer landstræneren, der også vil fremhæve indsatsen fra målmand Anders Cortzen fra Ilulissat og ikke mindst midtbanespilleren Hans Knudsen fra Qaqortoq. Han fik en flot debut på fodboldlandsholdet, efter at have spillet flere landskampe på håndboldlandsholdet.

Jens Tang Olesen erkender, at der på trods af sejren ikke blev spillet specielt flot fodbold af det grønlandske hold i dag, og han tror på at holdet kan klare sig godt videre i turneringen. Med en enkelt sejr mere skulle det være muligt at komme i semifinalen.

I morgen møder Grønland Zanzibar.