FN vil undersøge oprindelige folks rettigheder i Grønland

FNs særlige udsending for oprindelige folks rettigheder besøger Grønland til marts og beder om hjælp til, hvad hun skal holde særligt øje med.
Blandt de emner, som Victoria Tauli Corpuz er særligt interesseret i, er konsekvenser af klimaforandringer, selvstyre, udvikling, sundhed og situationen for børn og unge.
10. februar 2020 17:25

Oprindelige folks rettigheder i Grønland skal gennem et eftersyn.

I marts (10.-19. marts) besøger FNs særlige udsending for oprindelige folks rettigheder Grønland for at tage temperaturen på rettighederne i landet.

Victoria Tauli Corpuz har været særlig udsending for FN siden 2014.


Hun er en af lederne af det oprindelige folk Kankana-ey Igorot i Filippinerne.

Som aktivist har hun arbejdet i over 30 år for at skabe en bevægelse omkring oprindelige folk og kvinders rettigheder.

FNs udsending Victoria Tauli Corpuz skal finde ud af, hvilke områder andre lande kan lære af. Og samtidig skal hun kigge på udfordringerne og komme med anbefalinger til de områder, hvor der er plads til forbedring.

I forbindelse med besøget beder FN-udsendingen om hjælp til at få information om forholdene i Grønland, hvilke områder hun skal kigge nærmere på, og hvem hun bør mødes med.

Blandt de emner, som Victoria Tauli Corpuz er særligt interesseret i, er konsekvenser af klimaforandringer, selvstyre, udvikling, sundhed og situationen for børn og unge.

Hvis man har viden, som man gerne vil dele med FN-udsendingen, kan man sende det til mailadressen indigenous@ohchr.org senest på søndag 16. februar.