FN-rapport: Taliban begår henrettelser uden rettergang

- Vi har fået rapporter om summariske henrettelser begået af Taliban, siger FN's menneskerettighedschef.
- Der er alvorlig frygt for, hvad der vil ske med kvinder, med journalister og med hele den nye generation af ledere i det civile samfund, siger FN's menneskerettighedschef Michelle Bachelet. Foto © : Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
24. august 2021 11:43

FN's menneskerettighedschef, Michelle Bachelet, har modtaget rapporter om henrettelser udført at den militante bevægelse Taliban.

- Vi har modtaget pålidelige rapporter om krænkelser begået af Taliban i Afghanistan - blandt andet summariske henrettelser og begrænsninger af kvinders frihedsrettigheder, siger hun.

Med "summariske henrettelser" henviser hun til henrettelser, som bliver begået uden forudgående rettergang.

Bachelet oplyser ikke yderligere detaljer i talen, som hun har holdt tirsdag i FN's Menneskerettighedsråd.

LÆS OGSÅ Kvinders ansigter er væk fra gaden i Afghanistan

Hun opfordrer til, at der bliver lavet et system, som kan sikre en tæt overvågning af Talibans handlinger.

Ambassadør Nasir Ahmad Andisha siger samtidig til FN-organet, at "millioner af mennesker i Afghanistan frygter for deres liv". Han er en højtstående diplomat fra den afsatte afghanske regering.

Samtidig er der rapporter om, at Taliban går fra dør til dør for at finde dem, som har støttet den tidligere regering.

Ved et krisemøde i FN's Menneskerettighedsråd opfordrer Andisha til, at der nedsættes en bred regering i Kabul. Her skal alle etniske grupper og kvinder være repræsenteret, mener han.

LÆS OGSÅ Demo i Nuuk for Afghanistan: Det er noget, der sker så langt væk og alligevel føles så tæt på

Ifølge Bachelet har FN også fået meldinger om, at kvinder har fået udgangsforbud i nogle områder, og at piger ikke får lov til at gå i skole.

Desuden er der rapporter om, at Taliban slår hårdt ned på fredelige protester, og at mindreårige bliver rekrutteret til at bære våben.

- Der er alvorlig frygt for, hvad der vil ske med kvinder, med journalister og med hele den nye generation af ledere i det civile samfund, siger Bachelet.

Hun fremhæver også, at Afghanistans forskellige religiøse mindretal er i fare for at blive voldeligt undertrykt og forfulgt.

Talibans officielle talsmænd sagde i sidste uge, at der er en generel amnesti for alle ansatte i regeringssystemet. Desuden opfordrede bevægelsen alle til at vende tilbage til deres arbejde.