FN-klimatopmøde udskudt på grund af coronavirus

COP26 kan ikke gennemføres som planlagt i Glasgow i november på grund af coronaudbruddet.
Udskydelsen sker, fordi mange af verdens lande i øjeblikket kæmper med konsekvenserne af coronavirus. Foto © : Cristina Quicler/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
02. april 2020 09:03

FN's klimatopmøde COP26, der skulle have fundet sted i den skotske by Glasgow i november, udskydes til 2021 på grund af coronavirus.

Det bekræfter den britiske regering i en meddelelse onsdag aften.

Beslutningen er taget i samråd mellem FN's klimasekretariat, Storbritannien og Italien, skriver regeringen.

- Covid-19 er den mest akutte fare, menneskeheden står overfor i dag. Men vi må ikke glemme, at klimaforandringer er den største fare, menneskeheden står overfor på lang sigt, lyder det fra chefen for FN's klimasekretariat, Patricia Espinosa.

Formålet med årets klimamøde var primært at få landene til at skærpe deres nationale klimamål. Det har de givet tilsagn om at gøre i år i forbindelse med klimaaftalen fra Paris.

Udskydelsen sker, fordi mange af verdens lande i øjeblikket kæmper med konsekvenserne af coronavirus. Det vil derfor ikke være muligt at holde et ambitiøst klimatopmøde på ordentlig vis, lyder det i meddelelsen.