Flypriserne kan stige når som helst

KNI - Polaroils brændstofpriser betyder dyrere flybilletter, lover Air Greenlands direktør. Men nøjagtigt hvordan og hvornår flyselskabet vil opkræve de 12 millioner, deres ekstraregning angiveligt vil lyde på, har de ikke lagt fast endnu.
08. juli 2011 15:57

Prisen på brændstof i Grønland har taget en pludselig og drastisk himmelflugt. Det gælder såvel benzin og diesel som petroleum og jetfuel, der idag er 1 krone og 10 øre dyrere per liter, end det var igår.

Og det kommer til at gå ud over flybilletpriserne, kan Air Greenland godt garantere:

- For Air Greenlands interne ruter, så er det i størrelsesordenen 12 millioner kroner, denne prisstigning betyder. Og det er klart, at det vil have en betydning på flypriserne fremadrettet på de interne ruter, fastslår Air Greenlands administrerende direktør Michael Binzer, der synes det er en stærkt utilfredsstillende situation, de nu er sat i.

Og Air Greenland har ingen mulighed for at købe sit brændstof andre steder end hos KNI - Polaroil:

- Det er sådan, at vi er forpligtet til at købe vores brændstof hos GLV's stationer langs kysten, så vi har ingen alternative leverandører. Vi har slet ikke muligheden, som vi har over Atlanten. Vi er faktisk tvunget til at købe vores brændstof gennem Pilersuisoqs forhandlere, siger Michael Binzer.

Nøjagtigt hvordan flyselskabet vil opkræve de 12 millioner, som deres årlige ekstraregning angiveligt vil lyde på, har de ikke lagt fast endnu. Men sikkert er det, at det vil gå ud over billetpriserne.

- Jeg synes også, det er dybt beklageligt. Men jeg ser ingen anden vej for os at kæmpe os ud af det her, når det er noget, som vi ikke selv kan påvirke, udtaler Air Greenland-direktøren.

Også hos fiskerne bliver nyheden om brændstofpriserne modtaget med dyb bekymring.
KNAPK's formand Leif Fontaine skriver idag til Radioavisen:

- Den overraskende prisforhøjelse på brændstof på 1,10 kr. pr. liter vil uden tvivl ramme fiskerne hårdt økonomisk. I forvejen er priserne på fisk og skaldyr, især torsk og rejer, meget lave. I KNAPK er vi bange for at risikoen for konkurser i det kystnære fiskerier er steget markant på grund af forhøjelsen. KNAPK mener, at Naalakkersuisut og Inatsisartut nu må komme på banen og give fiskerne tilskud til brændstof.