Qulaarpaa Flygtede efter 27 års voldeligt samliv

Akitsinnguaq Olsen frygtede for sit liv, da hun løb fra sin voldelige ægtemand. De sidste år var hans vold eskaleret i ekstrem grad.
Akitsinnguaq Olsen Foto © : KNR
Skrevet af Walter Turnowsky
12. maj 2016 03:01

Akitsinnguaq Olsen var en selvsikker kvinde med sine meningers mod, når hun fremførte sine synspunkter fra Inatsisartuts talerstol. Men under de langærmede trøjer og halstørklæder gemte hun på en dyster hemmelighed. Den vold, der næsten fra begyndelse, havde været del af hendes ægteskab, var nu ved at komme helt ud af kontrol. Hendes mands misbrug af alkohol og hash var steget kraftigt.

- Til sidst havde vi ikke længere noget almindeligt familieliv. Det var næsten konstant vold, kontrol af min adfærd og psykisk nedgørelse, fortæller hun til KNR.

Tvunget til orlov

På et tidspunkt tog hun orlov fra Inatsisartut. Det var blevet for hårdt at stå frem i offentligheden samtidig med, at hun hver dag måtte frygte for livet og ikke var i stand til åbent at tale om volden. Desuden var det blevet stadig sværere at skjule tegnene på mishandling.

- Jeg haltede og måtte gå med højhalsede sweatere og forskellige halstørklæder for at skjule kvælningsmærkerne, beskriver hun den tid.

Hun begyndte at planlægge, hvordan hun skulle flygte fra manden. Det vender vi tilbage til.

Startede med spydigheder

Akitsinnguaq Olsen var 18 år, da hendes senere mand for første gang udøvede vold mod hende. Men faktisk var den fysiske vold meget sjælden i de første mange år. Der var lange perioder, hvor han var en eksemplarisk kæreste. Den psykiske nedbrydning startede dog meget tidligt. Hun fortæller, at det begyndte med løbende spydigheder, hvor han kritiserede, at hun gik for udfordrende klædt, brugte for meget sminke, smilede for længe til en anden mand eller blot virkede alt for munter.

Kontrollerede hendes færden

Den psykiske terror ændrede karakter, da hun tog sin tolkeuddannelse og blandt andet fik flere kvindelige venner.

 - Nu begyndte han at fortælle mig, at jeg var for tynd, at jeg var grim, at ingen andre ville være samme med mig, når de fandt ud af, hvad jeg var for en.

Desuden strammede han kontrollen med hendes færden.

 - Jeg måtte bede om lov, hvis jeg ville i byen med mine veninder. Ofte måtte de andre piger spørge, og det var langt fra sikkert, at jeg fik lov.

Kvælertag

Den fysiske vold var dog fortsat meget sjælden. Den kom i de fleste tilfælde som et lyn fra en klar himmel.

- Pludselig tog han kvælertag på mig, så jeg besvimede eller jeg blev smidt ned på gulvet.

- Han havde fuld kontrol over, hvornår han skulle slippe grebet om halsen, så det ikke gik helt galt.

Andre gange tog manden dog på daglange drukture forud for volden. Som årene gik, blev volden stadig mere alvorlig. Han hældte for eksempel en gang kogende vand ud over hende. Det skete også, at han raserede hele hjemmet. Nu blev truslerne på livet også stadig mere udtalte.

Truede med kniv

På et tidspunkt var hun på en to ugers rejse som tolk for Inatsisartuts revisionsudvalg. Hendes mand følte sig overbevist om, at hun havde en affære med udvalgssekretæren.

 - Oven på en lang druktur kom han hjem og sagde, at han ville slå mig ihjel.

- Han forsvandt, angiveligt for at tage sit eget liv, men kort efter kom han tilbage igen. Da vi var i køkkenet greb han ud efter en af de store køkkenknive og truede mig med den. I det øjeblik var jeg sikker på, at han ville slå mig ihjel.

Det lykkedes Akitsinnguaq med mobiltelefonen i lommen at sende en SMS til sin søster. Søsteren fik tilkaldt politiet, som tog hendes mand med. Da politiet var gået, opdagede hun, at han havde placeret tre knive under hjørnerne af hjørnesofaen.

- Lige i det øjeblik gik det op for mig, at han faktisk havde planlagt at slå mig ihjel.

Følte sig lammet

Hun magtede dog ikke at politianmelde ham. Dels frygtede hun for, hvad han kunne finde på. Dels havde de mange år med vold og psykisk terror smadret hendes selvværd. Hun følte sig fuldstændig lammet og så ikke nogen udvej. Så hun blev hos manden. Desuden var han særdels god til at love at forandre sig, at begynde at gå til samtaler og til mandegruppe. Det blev dog aldrig til virkelighed.

- En af de væsentligste årsager til, at jeg ikke kunne gå fra et voldeligt forhold, var, at håbet hurtigt svandt ind til ingenting. Jeg begyndte at tvivle på min egen dømmekraft og mine medmennesker.

Hun oplevede det, som mange voldsramte kvinder beretter om.

- Det var ikke kun fysisk og psykisk, at volden ødelagde mig. Det var familielivet, arbejdslivet, venskaber bliver misrøgtet, fritidsinteresser droppet, aflyste middagsaftaler med familie, venner og veninder. Hurtigt stod jeg alene i min lille verden med voldsudøveren.

Volden eskalerer

Efterhånden som mandens misbrug eskalerede, blev volden endnu mere brutal. Da familielivet fuldstændigt faldt fra hinanden, begyndte tanken om at forlade ham at rodfæste sig hos Akitsinnguaq. Hun forsøgte at overbevise ham om, at de skulle skilles mindeligt. Det fik dog blot hans amokløb til at eskalere yderligere.

 - Han smadrede huset med få dages mellemrum. Volden blev fuldstændig uberegnelig.

I et helt år forberedte hun sin flugt. Hun begyndte hemmeligt at opsøge en psykolog, hvilket manden dog hurtigt fandt ud af. Hun havde i det skjulte pakket en rygsæk og lavet aftaler med sin søster, som var klar til at tage imod hende.

Flugten

På et tidspunkt begynder manden systematisk at drikke sig fuld. En af de værste voldsepisoder, beskriver Akitsinnguaq således:

- Jeg er knap vågen igen og mærker smagen af blod i munden, kan se en tot hår foran mit ansigt mens jeg ligger på gulvet, før han slæber mig ned af trappen. Han sparker igen på livet løs på min krop, ligesom han gjorde oppe i stuen.

Volden ledsages af, at han spytter og griber fat i hende, rusker hende og råber, at alle hader hende, at ingen gider af at have noget med hende at gøre, at kvinder bare skal holde deres fucking kæft og gøre som manden siger.

 - Han løfter mig, som var jeg en pose og chips, og lader mig hænge i sit ualmindeligt hårde greb om min hals. Det sortner for mig igen, mens han råber og skriger og skærer ansigt af bare vrede.

Efter endnu en voldsepisode flygter hun ud af huset. Samtaler med psykologen har givet Akitsinnguaq overskud nok til at fokusere på de vigtigste ting, som hun skal bruge til sin flugt. Bare kom ud af hjemmets fire vægge, ud af døren. Det lykkedes hende at slippe ud af huset, ud i en brølende snestorm. Men herefter svigter hendes forberedte plan; hun kan ikke få mobilkontakt til personen, som var klar til at hjælpe hende. Hun krøb i ly for snestormen i et busskur og tvang sig selv til at holde sig vågen hele natten. Tingene var som forhekset, hverken biler eller fodgængere kom forbi.

- Jeg blev ved med at tænke, at nu hvor jeg endelig er sluppet fri fra ham, så skal jeg under ingen omstændigheder fryse ihjel. Jeg må og skal overleve denne nat.

Siden den dag for to og et halvt år siden har Akitsinnguaq Olsen forsøgt at kæmpe sig tilbage til en normal tilværelse. Hun kæmper den dag i dag.

 

Artiklens forfatter er en personlig ven af Akitsinnguaq Olsen