Fly vælter ved landing i Istanbul: 120 er kvæstet

Et Boeing 737-fly, der skulle lande i Istanbul onsdag, er kørt af landingsbanen og væltet.
Flyet knækkede over i tre dele, og flyets næse er blevet fuldstændigt ødelagt. Foto © : AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
05. februar 2020 16:50

Optagelser viser flyet knækkede over i tre dele, og flyets næse er blevet fuldstændigt ødelagt, skriver dagbladet Hurriyet.

Passagererne er blevet evakueret via den ene vinge og gennem sprækker i flyvraget. Mange af dem kom ud af flyet ved egen kraft.

120 personer er blevet kvæstet i ulykken, siger en embedsmand til AFP.

Guvernøren i Istanbul, Ali Yerlikayam havde tidligere meldt 52 såret.

Han siger, at de sårede er bragt til hospitaler i Istanbul.

Tyrkiske medier siger, at de to piloter - en tyrker og en sydkoreaner - blev alvorligt kvæstet.

Ingen er omkommet

Der var 12 børn blandt passagererne.

Tyrkiets transportminister, Mehmet Cahit Turhan, oplyser, at ingen er omkommet i flyulykken.

- Nogle passagerer blev kvæstet, siger ministeren.

Ifølge ham brød en motor under den ene vinge i brand ved ulykken.

Et stort antal brandfolk er sendt ud til det ødelagte fly, og tidligt onsdag aften er ilden under kontrol, rapporterer tyrkiske medier.

Lufthavnen, som ligger på den asiatiske side i Istanbul, er blevet lukket på grund af ulykken.

Istanbul lufthavn ligger på den europæiske side af storbyen, som deles af Bosporus.

Indenrigsflyet fra Pegasus Airlines kom fra den vesttyrkiske by Izmir i et kraftigt regnvejr, rapporterer NTV, som har vist optagelser af flyet, hvor der var en brand.

Der var 177 om bord i flyet. Det rapporterer den private tv-station NTV ifølge CNNTurk.

Ulykken skal være forårsaget af en for hård landing på den våde landingsbane.

I januar skred et andet fly fra Pegasus ud på landingsbanen i den samme lufthavn. Det var et fly, der kom fra De Forende Arabiske Emirater. Alle 164 passagerer blev evakueret uden at nogen kom noget til.

Pegasus har eksisteret som flyselskab i 20 år og har en flåde på 83 fly - deriblandt 47 Boeing- og 36 Airbus-fly.

/ritzau/AFP