Flere melder om enormt brag ved eksplosion i Stockholm

En stor eksplosion kunne natten til mandag høres i det meste af Stockholm, lyder det fra indbyggere i byen.
En ejendom har fået store skader særligt i trappeopgangen og på første sal. Flere ruder er også blevet smadret, og en bil uden for blokken er sprængt. Foto © : Anders Wiklund/TT/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
13. januar 2020 10:16

En eksplosion i Stockholm har natten til i dag ødelagt store dele af en boligblok i den svenske hovedstad.

Der er ingen oplysninger om, at der skulle være kommet folk til skade.

Omkring 30 personer er blevet evakueret til en nærliggende skole, og området er blevet afspærret. Det skriver den svenske avis Expressen.

Mange indbyggere i Stockholm har hørt braget fra eksplosionen.

Blandt dem er Anders Wiklund, der er fotograf ved det svenske nyhedsbureau TT. Han hørte eksplosionen, selv om han bor over en kilometer væk.

- Det var et meget højt brag, der kunne høres i hele Stockholm, siger han.

Ejendommen har fået store skader særligt i trappeopgangen og på første sal. Flere ruder er også blevet smadret, og en bil uden for blokken er sprængt.

Også i Uppsala lidt nord for Stockholm var der natten til mandag en eksplosion. Heller ikke her er der meldinger om personskader.