Fiskerilov og lufthavne må vente på valg

Det nye Inatsisartut og et nyt Naalakkersuisut skal tage stilling til om forslaget til en ny fiskerilov og loven om de nye lufthavne skal behandles efter valget, fortæller formand for Inatsisartut, Lars-Emil Johansen.
Foto © : Kalaallit Airports A/S / Youtube

På det ekstraordinære møde i Inatsisartut tirsdag den 13. marts kl. 11.00 vil dagsordenen alene indeholde punktet om valg til Inatsisartut.

I middagsradioavisen tirsdag fortalte formand for Inatsisartut, Lars-Emil Johansen, hvad det præcist er, Inatsisartut skal tage stilling til, når medlemmerne samles 13. marts:

- Hver gang, der skal holdes valg til Inatsisartut, skal det ske på baggrund af en lov herom. Det er forskelligt fra eksempelvis Folketinget, hvor det er statsministeren, der suverænt afgør, hvilken dag der skal være valg. Men her skal der være en valglov for hver eneste gang, der skal være valg til Inatsisartut.

Tradition for at følge formandens indstilling

Ifølge Lars-Emil Johansen skal Inatsisartut på tirsdag behandle forslaget om lov om afholdelse af valg til Inatsisartut, og den lov skal behandles efter formandsskabets indstilling, og ifølge planen behandles i løbet én dag - hvor loven skal første, anden og tredje behandles.

- Inatsisartut kan også frit tage stilling til, om de vil bruge længere tid til at drøfte spørgsmålet, sagde Lars-Emil Johansen.

Er det helt sikkert, at vi får valg til april?

- Det er i hvert fald det, der er lagt op til. Men Inatsisartut har i princippet frie hænder til at beslutte, hvilket indhold lovforslaget skal have, men det er kutyme og tradition, at man følger regeringslederens oplæg til afholdelse af valg.

Alle forslag tages af dagsordenen

Med valget udskydes Inatsisartuts planlagte forårssamling - Lars-Emil Johansen, hvad sker der med eksempelvis forslaget til en ny fiskerilov, når nu der skal være valg?

- I det øjeblik en lov om udskrivelse af valg er vedtaget, så vil alle de forslag, der har været indsendt til forårssamlingen, som skulle være begyndt om én måned, falde bort. Det vil sige, at alle de forslag, som Naalakkersuisut har fremsat, de falder bort. Det vil sige, at de beslutninger som Inatsisartut har fremsat, de falder bort. De kommer ikke automatisk på dagsordenen efter nyvalg. Der skal tages konkret stilling til eventuelt genfremsættelse af disse i den nye Naalakkersuisut koalition eller i det nye Inatsisartut. 

Naalakkersuisut fortsætter som forretningsministerier

Blandt de andre ting, der heller ikke bliver behandlet, er Naalakkersuisuts forslag om finansiering og drift af lufthavnsprojekterne. Betyder det, at planerne om nye lufthavne sættes på pause til efter valget?

- Ja det gør det faktisk. Hele Inatsisartuts arbejde sættes på pause ved udskrivelse af valg. Naalakkersuisut vil, indtil valget er overstået, fungere som et forretningsministerium. Det vil sige med begrænset handlemulighed - i hvert fald uden mulighed for at tage større nye initiativer, forklarer Lars Emil Johansen, og fortsætter:

- Så tingene bliver sat på venteposition indtil nyvalg, og et nyt Inatsisartut er tiltrådt og et nyt Naalakkersuisut er dannet.

Formandens departement bekræfter overfor KNR, at Naalakkersuisut og administrationen er et forretningsnaalakkersuisut med baggrund i Kim Kielsens meddelelse mandag, om at han vil anmode Inatsisartut om at vedtage lov om valg til Inatsisartut i april måned.

Læs hele cirkulæret om Naalakkersuisuts virke HER