BILLEDER Fiskerikontrol ved Disko-bugten

Anmeldelser om ulovligt fiskeri sendte i starten af denne måned inspektionsfartøjet KNUD RASMUSSEN på fiskerikontrol ved Disko-bugten.
Skrevet af Karsten Sommer
26. april 2016 05:35

Det skete efter at Grønlands Fiskeri Licens Kontrol - GFLK - i løbet af de sidste par måneder havde fået en del anmeldelser om ulovligt garnfiskeri i området mellem Uummannaq og Disko-bugten.

GFLK anmodede derfor Arktisk Kommando om støtte til at foretage kontrol af fiskerne i området.

Det skete i starten af april hvor KNUD RASMUSSEN i selskab med en observatør fra Fiskerilicens kontrollen samt en jagt- og fiskeribetjent afsejlede Ilulissat med retning mod Uummannaq.

Læs også Fiskerikontrollen kræver ulovligt fiskeri i Disko Bugt standset

Efter en række fiskerikontroller i Uummannaq-området, sejlede KNUD RASMUSSEN til området fra Qasigiannguit og op igennem Vaigat, hvor kontrollen kunne fortsætte.

Og inspektionen viste sig nyttig og påkrævet.

I løbet af den uge, hvor KNUD RASMUSSEN var i området, blev de lokale fiskere vejledt i flere bekendtgørelser, bl.a. omkring korrekt brug af omregningsfaktorer, logbogsføring og afmærkning af redskaber og fartøjer.

Læs også Royal Greenland i søgelyset

Der blev desuden beslaglagt flere ulovlige garn, hvor maskestørrelserne ikke opfyldte de gældende krav på minimum 220 millimeter. I enkelte tilfælde blev der konstateret overtrædelser af så grov karakter, at det resulterede i sigtelser og politianmeldelser.

Den gennemførte fiskerikontrol viste således, at der er et stort behov for vejledning i den grønlandske fiskerilovgivning, hvilket de lokale fiskere heller ikke lagde skjul på.

- Størstedelen virkede meget positive over den vejledning de fik omkring lovgivningen, skriver besætningen på KNUD RASMUSSEN-inspektionsfartøjet, som vil fortsætte samarbejdet med GFLK ved kommende kontroller.

Læs også Moskusokserne i Nuuk Fjorden er fredet