Fiskerikommissionens formand glæder sig til at møde fiskerne fra Ilulissat

Individuelle kvoter til jollefiskerne og antallet af licenshavere til fiskeri efter hellefisk bliver de centrale emner, når fiskerikommissionen tirsdag holder borgermøde i Ilulissat. Det mener kommissionens formand.
Borgermødet i Ilulissat foregår tirsdag klokken 19.00 i Kulturhuset Sermermiut.
Skrevet af Kathrine Kruse
17. februar 2020 06:20

Diskussion med fokus på fiskeriet i Diskobugten.

Det bliver der, når Fiskerikommission inviterer borgerne og fiskerne til borgermøde i Ilulissat i morgen tirsdag.

Og der er mange emner, der vil blive taget op under borgermødet. For alene i 2019 blev hellefiskekvoterne for Diskobugten forhøjet med 2900 tons, og de nåede derfor over det dobbelte af biologernes oprindelige rådgivning.

Indhandling i Ilulissat og bygder i 2019

  • Hellefisk: 191 mio. kroner
  • Rejer: 145 mio. kroner
  • Torsk: 6,5 mio. kroner

- Og det er sådan, at fiskeritrykket er for stort på hellefisken. Vi frygter, at man kan stå overfor et kollaps af den med de konsekvenser som kan følge for både fiskeren, hans familie, fabrikkerne og fabriksarbejderne. Og i sidste ende for bosætningen, siger Jens Paulsen, der er formand for Fiskerikommissionen.

Men fiskeri med omsættelige kvoter - altså kvoter, der kan handles, og hvor man er sikret sin kvoteandel i lang tid - bliver nok et af de centrale emner på borgermødet, mener kommissionens formand.

- Det er jo meget centralt for området og for fiskerne i området og for IAPP (fisker og fangerforeningen, red.) og de andre lokale foreninger, der måtte komme, siger Jens Paulsen og fortsætter:

LÆS OGSÅ Fiskerikommissionen vil debattere fiskeri med borgerne i Ilulissat

- Og det er jo ingen hemmelighed, at der er nogle udfordringer her i forhold til, hvor mange licenser, der udstedes, og at mange ønsker individuelle omsættelige kvoter, siger Jens Paulsen.

Hellefiskekvoter for Diskobugten:

 

2020:

  • Diskobugten: 8180 tons
  • Rådgivning: 5120 tons

2019:

  • Diskobugten: 8180 tons
  • Rådgivning: 5120 tons
  • Ekstra kvoter: 2900 tons

Lige nu er der gode priser på hellefisken, hvor der alene for Ilulissat og dens bygder sidste år blev indhandlet for 191 millioner kroner. Men formanden for kommissionen frygter, at fiskeriet for hellefisk kan kollapse.

- Lige nu er det sådan, at der er gode og rimelige priser på hellefisk - også på de mindre hellefisk. Men hvis hellefisken bliver mindre, er der stor sandsynlighed for, at man når et punkt, hvor hellefisken ikke længere kan sælges. Det er det, som jeg vil kalde for et kollaps, da der vil gå nogle år, før man kan gå i gang igen, siger Jens Paulsen.

Derfor tror han, at antallet af licenser og de individuelle kvoter til jollefiskerne bliver det centrale emne, når borgermødet i Ilulissat bliver afholdt.

- I hvert fald at alle får en kvote, så fiskeriet ikke foregår i den form, som kaldes 'olympisk fiskeri', hvor alle kæmper om den samme mængde fisk, siger Jens Paulsen, der glæder sig til at møde fiskerne fra Ilulissat.

Borgermødet i Ilulissat foregår i morgen tirsdag klokken 19.00 i Kulturhuset Sermermiut.