Fiskeeksporten er ramt af færre fisk og faldende priser

Værdien af fiskeeksporten i Grønland er faldet med over 200 millioner kroner i årets første måneder, viser nye tal.
Det er blandt andet afgifterne på hellefisk, der har fået pengene til at strømme ind i landskassen.
Der bliver halet færre fisk op af havet, og kilopriserne har været nedadgående, viser tal fra Grønlands Statistik. Foto © : Forsvaret
16. juni 2020 14:06

Årets fem første måneder har ikke været gode for fiskeriet. Værdien af Grønlands fiskeeksport er faldet med 208 millioner kroner, i forhold til samme periode sidste år.

Det viser nye tal fra Grønlands Statistik

Faldet i den samlede eksportværdi fra januar til maj 2020 svarer til 11,4 procent. Nedgangen skyldes ifølge Grønlands Statisik, at mængden af indhandlede fiskearter- og kilopriser samlet set har været dalende.

LÆS OGSÅ KNAPK: Fiskerne har brug for økonomisk hjælp under coronakrisen

Eksempelvis faldt kiloprisen på torsk med 13 kroner i februar måned i forhold til prisen sidste år.

Mængden af en anden vigtig art - hellefisk - der er blevet indhandlet, ligger også under niveauet sammenlignet med 2019. Her har fiskerne hevet omkring 1000 ton færre hellefisk op af havet. 

Eksportværdien for fiskeriet i januar til og med maj var på 1,8 milliarder kroner i 2019, og er nu faldet til 1,6 milliarder kroner.