Fire timers motion om ugen forlænger livet

Hvis du dyrker motion fire timer om ugen, kan du forlænge dit liv med over fem år.
Skrevet af DR
13. september 2017 09:52

Det viser den såkaldte Østerbro-undersøgelse, der siden 1976 blandt andet har fulgt over 12.000 mænd og kvinder og deres motionsvaner.

I de sidste 33 år har et hold læger og forskere gennem Østerbro-undersøgelsen set på, hvad det har af betydning for os, hvis vi enten sidder helt stille hver dag, dyrker sport jævnligt eller er meget flittige motionister.

Og det er bestemt ikke lige meget, om vi bevæger os, fortæller hjertelæge Peter Schnoor, der står bag undersøgelsen.

- Dem der slet ikke bevæger sig, de lever så og så længe, det er lige som grundgruppen, kan vi sige. Hvis vi så begynder at bevæge os noget, så vinder man et par leveår og hvis man bevæger sig mere end fire timer om ugen, så lever man 5,6 år længere end de stillesiddende.

Så hvis man er een af dem, der elsker at ligge på sofaen, så er der rigtig mange gode grunde til at rejse sig fra den, siger Peter Schnoor.

- Det gavner hjertet, mindsker risikoen for sukkersyge, og påvirker blodet i gunstig retning. Så samlet gør det meget, men vi var ikke klar over, at så lidt giver så meget.

Men alt med måde, mener han, for selv om motion er godt, så skal kroppen have hvile. Ellers får motionen den modsatte effekt. Særligt hvis det er meget intens og hård fysisk træning.

- Nogle træner to gange om dagen, og det slider nok mere på kroppen end den kan klare, viser undersøgelsen.