Fire personer reddet efter påsejling af et skær

Fire personer, der sejlede fra Maniitsoq til Nuuk, blev lørdag reddet af et patrujlefartøj, efter at deres jolle i høj fart ramte et skær ved Nuuk.
Arktisk Kommando
Arkivfoto: SAR-3 kunne ikke nå helt ind til klippen, hvor personerne befandt sig, hvorfor jollens redningsflåde blev brugt til at fragte de nødstedte ud til SAR-3. Foto © : Paarnaq Hansen / knr
Skrevet af Kathrine Kruse
04. november 2019 09:44

(Opdateret 04.11.2019 klokken 11:19 efter Arktisk Kommandos uddybende beskrivelse af redningsforløbet, red.)

En poca 770 jolle med fire ombordværende, tre mænd og en kvinde mellem 19 år og 55 år, ramte et skær i høj fart ved Nuuk, da de lørdag aften var på vej mod Nuuk fra Maniitsoq.

Politiets vagtcentral i Nuuk modtog lørdag klokken 19:46 en anmeldelse om hændelsen. Patruljefartøjet Lauge Kock indsatte herefter sit redningsfartøj SAR-3 for at redde de fire personer.

I følge Arktisk Kommando, var der indledningsvis forskellige oplysninger om jollens position, men et familiemedlem i land kunne præcisere stedet.

- De nødsstedte fik besked på at affyre nødraketter, så snart de fik øje på SAR-3, som derfor lokaliserede dem omgående, skriver Arktisk Kommando på sin facebook-side.

Jollen havde ramt et skær, og var blevet kastet op på en flad klippe, hvilket var heldigt for de ombordværende, idet de kunne forblive tørskoede.

- Det var positivt at konstatere, at jollen var udstyret med både redningsflåde, nødblus, dragter og redningsveste, skriver Arktisk Kommando.

Ifølge Arktisk Kommando kunne SAR-3 ikke nå helt ind til klippen, hvor personerne befandt sig, hvorfor jollens redningsflåde blev brugt til at fragte de nødsstedte ud til SAR-3.

- Der var heldigvis ingen alvorligt tilskadekomne, men en person blev for en sikkerheds skyld anbragt på spine-board og overdraget til ambulancen ved ankomst til Nuuk, lyder det fra Arktisk Kommando.

I følge politiet er jollen er foreløbig blevet efterladt til senere afhentning.