Fire dømt i sag om seks kilo hash

Tre mænd og en kvinde blev i december dømt i en hashsag om 6 kilo hash, der indbragte de tiltalte et beløb i omegnen af 2,7 millioner kroner. Den ene af de fire dømte ankede dommen.
ikiaroornartoq Politi stoffer
Foto © : KNR
21. januar 2019 13:45

Fire personer blev 21. december dømt for smugling, besiddelse og salg af over seks kilo hash.

Den hovedmistænkte i sagen, Svend Beck, blev idømt halvandet års anstaltsanbringelse. To andre mænd fik en dom på seks måneder i anstalt, mens den sidste af de tiltalte, en kvinde, blev dømt til ti måneder i anstalt.

LÆS OGSÅ Toldere snuppede mere hash sidste år

Kvinden valgte at anke dommen, oplyser hendes forsvarer til KNR. Den hovedmistænkte og en af de andre mænd modtog dommen, mens forsvaren til den sidste dømte ikke har ønsket at oplyse til KNR, hvordan dommen blev modtaget.

De fire dømte var tiltalt for i alt fjorten forhold, men blev ikke dømt for dem alle. Ifølge politiet skulle de fire i samarbejde have smuglet, solgt eller opbevaret hash i byerne Qaqortoq, Nanortalik, Paamiut, Sisimiut og Aalborg.

LÆS OGSÅ Fire tiltalt i sag om 6 kilo hash

En del af hashen skal blandt andet være smuglet fra Aalborg til Nanortalik via et skib fra Royal Arctic Line, hvor en af de tiltalte var ansat, skriver politiet.

Salget af hash har indbragt et beløb i omegnen af 2,7 millioner kroner til de tiltalte. Ifølge politiet skulle den hovedmistænkte i sagen have brugt pengene på blandt andet køb af både, biler og elektronik.

LÆS OGSÅ Alle syv dømte i hashsag anker til Landsretten

I august 2018 faldt der dom i en af Grønlands største hashsager. Her blev syv personer dømt for over to år at have smuglet op mod 60 kilo hash fra Danmark til Grønland. Alle syv dømte har anket dommen.