Finsk isbryder hurtigst gennem Nordvestpassagen

Med ankomst lørdag til Nuuk har en finsk isbryder sat rekord for tidligste tur igennem Nordvestpassagen, der forbinder Stillehavet og Atlanterhavet.
Foto © : Arctia.fi
Skrevet af Ritzau
30. juli 2017 12:19

 

Hidtil var rekorden 30. juli, og passagen er normalt først farbar hen på sommeren. Den blev sat af et skib fra den canadisk kystvagt i 2008.

Den finske MSV Nordica ankom lørdag 29. juli til havnen i Nuuk. Det var således en dag tidligere end Louis L. St-Laurent for ni år siden. Det canadiske skib sejlede dog den anden vej.

Den finske isbryders tur fra Vancouver i Canada til Nuuk i Grønland tog 24 dage. Om bord var forskere.

Ruten har været farbar de seneste år på grund af den globale opvarmning.

I 2013 meddelte Kina, at man havde åbnet en ny handelsrute via Nordvestpassagen.

Passagen kan gennemsejles cirka fire måneder om året fra slutningen af juli.

Ifølge den russiske isbrydertjeneste Rosatomflot sejlede 46 skibe via Nordvestpassagen i 2012, mens blot fire skibe passerede i 2010.

    /ritzau/AP