Filmskoleelever mangler penge til webserie

Et nyt grønlandsk-dansk seriefilm projekt er ved at tage form.
Foto © : POLAR
Skrevet af Karsten Sommer
15. marts 2017 09:09

Det er filmproduceren Aka Hansen og Maria Møller, der begge går på den velestimerede alternative filmskole Super16 i København, som vil skabe en såkaldt Sci-Fi-episodefilm i 5 afsnit med titlen POLAR.

Plottet i serien handler om en mystisk lyd, der terroriserer grønlandske unge. En ung grønlandsk bøsse, Ivik, og hans danske ven David opdager at den uhyggelige lyd ikke plager dem så kraftigt som deres kammerater.

De to kammerater begynder derfor at efterforske hvor lyden kommer fra, og hvad den betyder.

LÆS OGSÅ Ungdomsserie skal optages i Nuuk

- Jeg vil gerne være med til at udbrede kendskab til Nuuk og til grønlandsk kultur. Det mangler her i Danmark, hvor jeg studerer. Så jeg håber med filmserien at kunne være med til at skabe en bro mellem Grønland og Danmark, siger Aka Hansen.

Aka Hansen har tidligere produceret de to populære grønlandske spillefilm Qaqqat Alanngui og Hinnarik Sinnattunilu, og nu forsøger hun at samle penge til en prøveindspilning af det første afsnit af Polar.

Det sker via såkaldt kickstarter kampagne hvor alle der har lyst og mulighed, kan give store eller små bidrag til projektet.

Målet er at skaffe 90.000 kr. til at dække udgifterne til optagelserne til en pilot i Nuuk til maj 2017.