Filippinerne evakuerer tusinder og advarer om vulkanudbrud

Vulkan nær Manila kan gå i udbrud, efter at den har sendt aske op i luften og forvoldt problemer for flytrafikken.
Vulkanen spyede søndag damp og aske en kilometer op i luften, og byer i området er blevet tildækket af et fint lag støv. Foto © : Bullit Marquez/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
13. januar 2020 07:56

Filippinernes myndigheder advarer søndag om, at en vulkan nær hovedstaden Manila kan gå i udbrud, efter at den har sendt store mængder aske op i luften og forvoldt store problemer for flytrafikken.

Vulkanen ligger på en ø i en indsø 66 kilometer syd for hovedstaden.

Flere tusinde mennesker er evakueret fra området omkring Taal-vulkanen. I alt skal omkring 8000 mennesker evakueres fra vulkanøen og området omkring den.

Vulkanen spyede søndag damp og aske en kilometer op i luften, og byer i området er blevet tildækket af et fint lag støv.

Filippinernes seismologiske institut har hævet fareniveauet til fire ud af fem, hvilket betyder, at der kan komme et større udbrud inden for kort tid.