Fejl i varmeapparat satte ild til lagerhal i Nuuk

20. april brændte Usisaats nye hovedkvarter i Nuuk.
Politiet fik anmeldelsen lidt efter klokken 21 tirsdag 20. april. Brandvæsnet havde slukket flammerne omkring midnat. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
04. maj 2021 11:50

Der lå ikke noget kriminelt bag, da Usisaats nye hovedkvarter brændte i Nuuk 20. april.

Det oplyser Grønlands Politi. 

En skade i varmeapparat er sandsynligvis skyld i branden. 

Fredag den 23. og lørdag den 24. april arbejdede to kriminalteknikere fra Rigspolitiet sammen med en brandefterforsker fra Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut. 

LÆS OGSÅ Politiet får dansk hjælp til efterforskning af brand

Og det er deres undersøgelser, der med stor sandsynlighed viser, at en elektrisk skade indvendigt i et varmeapparat satte ild til lagerhallen, oplyser politiet. 

Flammerne bredte sig ud fra varmeapparat

Den elektriske skade har efterfølgende antændt brandbart materiale inde i apparatet - og så spredte flammerne sig derfra. 

Derfor er kriminalteknikernes konklusion, at branden er skyldtes en teknisk fejl, og det stemmer overens med politiets afhøringer af vidner.

LÆS OGSÅ Usisaat om brand i ny lagerbygning: Det får ingen konsekvenser for kunderne

Grønlands Politi finder med andre ord intet grundlag for, at en kriminel handling lå til grund for branden. 

Politiet fik anmeldelsen lidt efter klokken 21 tirsdag 20. april. Brandvæsnet havde slukket flammerne omkring midnat.

Bygningen ligger i området mellem Iggia-havn og Atlanthavnen i Nuuk. Den skal efter planen blandt andet blive til et helt nyt lagerhotel.