Fremtidsforsker: Fantasien er vigtig i planlægningen af de nye lufthavne

Vi skal blive bedre til at bruge vores fantasi, hvis landet skal få det fulde udbytte ud af de nye atlantlufthavnen i Nuuk og Ilulissat. Det slog en fremtidsforsker fast på lørdagens seminar, hvor Økonomisk Råd stillede skarpt på, hvilke muligheder de nye lufthavne vil give.
Skrevet af Jonas Fievé
23. januar 2019 11:51

- Det der er pointen er, at man ikke kan regne sig frem til, hvad der sker, da det er et spil. I værste fald kan det ende med, at Air Greenland slet ikke flyver til Danmark mere, og det kan enda være så grelt, at der slet ikke kommer til at være direkte flyvninger til Danmark, siger Uffe Palludan, som er forskningschef og direktør i Palludan Fremtidsforskning.

Han understeger, at det derfor er vigtigt, at man også tager sådanne scenarier med, når man vil prøve at finde ud af, hvordan den nye lufthavnsstruktur påvirker landet.

LÆS OGSÅ Avannaata Kommunia vil sprede turisterne ud til nabokommunerne

I sit oplæg brugte han Øresundbroen som et eksempel på, at man ikke havde brugt fantasien, da man kom frem til, hvor meget trafik, som der ville være på broen.  

I planlægningen havde man nemlig kun regnet med en øget godtrafik, og derfor overså man, at forbindelse ville skabe en ny region, som derfor ville skabe en masse lokaltrafik internt i Øresundsregionen.

- For det var der ikke i forvejen. Så man havde en lokaltrafik på nul og i prognoserne bliver det ved med at være nul fordi man regner med en vækstprocent i nullet da nul gange med et eller andet bliver ved mned at være nul, så man overså simpelthen det lokale perspektiv, siger Uffe Paludan.

LÆS OGSÅ Økonomisk Råds seminar gav vigtig viden

Hvis man derfor kun bruger fremskrivninger og prognoser til at regne frem til, hvordan den ændrede infrastruktur vil påvirke landet, kan man ligesom med Øresundsbroen risikere at undervurdere effekten.  

For Nuuk har Kalaallit Airports således regnet med en fremgang i antallet af passagerer på fire procentpoint, og lufthavnen vil løbe rundt med en halv så stor fremgang.

- Det er sådan set fint nok, for så bliver økonomien ikke dårlig, når man regner med et lille antal passagerer. Hvad sker der, hvis der kommer mange flere, så har man måske udelukket det. Der kommer ikke mange passagerer, hvis der ikke er plads til dem, siger Uffe Palludan.

LÆS OGSÅ Hvordan høster vi gevinsterne af de nye lufthavne