Fangst af hellefisk: Nye anbefalinger fra Sisimiut til Qaqortoq

Der er ny rådgivning til fiskeriet, når det kommer til hellefisk. Grønlands Naturinstitut har udskilt bestanden i flere områder ovenpå ny data.
Det er blandt andet afgifterne på hellefisk, der har fået pengene til at strømme ind i landskassen.
Flere steder i landet anbefaler Grønlands Natruinstitut, at fangsterne for 2021 bliver mindre end i år, på grund af nedgang i bestanden af hellefisk. Foto © : Forsvaret
22. juni 2020 07:16

Der er nyt til fiskerne, når det kommer til fangst af hellefisk. For fra Sisimiut til Qaqortoq har man udskilt hellefiskene i indenskærsområderne med bestanden i udenskærsområderne.

Det oplyser Grønlands Naturinstitut (NAFO) i en pressemeddelelse. 

De nye indenskærsområder er Sisimiut-Maniitsoq, Nuuk og Paamiut-Qaqortoq og rådgivningen for de tre områder er baseret på fangstdata fra 1960 til 2018. NAFO rådgiver, at fangsterne af hellefisk i: 

  • Sisimiut-Maniitsoq ikke overstiger 300 ton om året i 2021 og 2022. 
  • Nuuk gradvist reduceres til 398 ton over en 3-årig periode. Det betyder, at det anbefales, at fangsterne ikke overstiger 647 ton i 2021 og 522 tons 2022.  
  • Paamiut-Qaqortoq gradvist reduceres til 222 ton over en 3-årig periode.

Nedgang i bestanden flere steder

Hellefisk i Diskobugten og Uummannaq viser ifølge NAFO stadig tegn på at være presset, mens de udenskærs bestande af hellefisk er stabile og lidt i fremgang.

I Diskobugten viser biologiske undersøgelser nedgang i bestanden af hellefisk siden 2011, og fra 2016 til 2019 har det ligget på et historisk lavt niveau.

LÆS OGSÅ Forskere undersøger mulig østgrønlandsk bestand af hellefisk

Fiskeriet fanger flere små fisk, hvilket betyder, at der skal fanges mere end dobbelt så mange fisk i dag, som for 10 år siden, for at opnå den samme fangst-vægt.

NAFO rådgiver derfor, at fangsterne ikke overstiger 4.346 ton i 2021. Det er et fald på 800 ton i forhold til rådgivningen i 2020.

I Uummannaq meldes der som sagt også om nedgang i bestanden af hellefisk . Derfor anbefaler NAFO, at der højest fanges 5.153 ton hellefisk i området i 2021. Det er 650 ton færre, end der blev rådgivet i 2020. 

Upernavik viser også svage tegn på nedgang. NAFO rådgiver, at fangsterne i 2021 ikke overstiger 5.068 ton. Det er et fald på 200 ton, siden rådgivningen for 2020. 

I Østgrønland er den samlede rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), for fangster af den fælles grønlandske og islandske bestand af hellefisk 23.530 ton i 2021, hvilket er 2.000 ton højere end rådgivningen for 2020.