Familie i Uummannaq: Vi har ikke lyst til at drikke Nukissiorfiits vand igen

Familien Malakiassen i Uummannaq er nu så frustrerede over manglen på vand, at den har besluttet sig for aldrig mere at drikke vand fra vandværket i byen.
I de sidste 20 dage har borgerne i Uummannaq ikke kunnet drikke vand fra vandhanen, fordi vandet er blevet forurenet af transformerolie. Foto © : KNR / Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Nina-Vivi Andersen
11. oktober 2019 15:15

  

I de sidste 20 dage har borgerne i Uummannaq ikke kunnet drikke vand fra vandhanen, fordi vandet er blevet forurenet af transformerolie.

Og nu har familien Malakiassen fået nok. Den har besluttet, at den aldrig mere vil indtage vand fra byens vandværk.

- Da vi hørte, at vandet var blandet op med olie første gang, besluttede vi, at vi aldrig ville drikke af det igen, siger Dorthe Katrine Malakiassen.

Nu vil hun importere vand fra Danmark med skib.

- Vi har besluttet at bestille vand fra Danmark, som kommer med det sidste skib. Så har vi regnet ud, hvor meget vi har tilbage, indtil skibet kommer igen, siger Dorthe Katrine Malakiassen.

Nukissiorfiit meddelte for nylig, at vandet fra byens vandværk nu er renset fri for olie - men det er vandledningen til gengæld ikke. Derfor skal man bevæge sig op til vandværket for at hente drikkevand. 

Derfor vil familien også give børnene indkøbt vand fra forretningen med i daginstitution.

- Vandrørene i daginstitutionen er forbundet til vandværket. De vil ikke blive skiftet ud, selvom der har været olie i. Så for at beskytte vores børn har vi besluttet, at de skal have vand med til daginstitutionen fra butikken, siger hun. 

LÆS OGSÅ Uummannaq: Vand i tanke er brunt, og der er sand i

For Dorthe Katrine Malakiassen har tabt tålmodigheden:

- Der er blevet langt imellem at vågne glad op. Vi kan for eksempel ikke tage det tøj på, som vi er glade for, og vi kan ikke vaske hænder efter toiletbesøg. Vi skal bruge vådservietter, siger hun. 

"Vandet får min krop til at klø"

Paarnannguaq Mørch tager hjem til sine forældre hver anden dag for at tage bad, da deres vand ikke lugter.

Hos hende lugter vandet af klor. Selvom hun tager bad hos sine forældre, siger hun at det forurenede vand fra byens vandledninger har konsekvenser.

- Det mærkes på kroppen. Det klør, siger hun. 

Familien har en vandtank, så de kan få leveret vand igen.

LÆS OGSÅ Godt nyt til Uummannaq-borgerne: Vandet fra vandværket kan drikkes igen

Men heller ikke de vil drikke vand fra byens vandværk igen lige med det samme:

- Når vi får informationer næste gang, tager vi beslutningen. Jeg kan ikke besvare spørgsmålet nu. Det afhænger af, hvor godt vandet er, siger Dorthe Katrine Malakiassen. 

Ifølge Nukissiorfiit skal borgerne lade vandet løbe længe, indtil det ikke lugter af olie længere. Hvis ikke det hjælper, skal man selv henvende sig til Nukissiofiit. 

 

knr.gl: Live fra Uummannaq