Fagforening kræver handling fra Naalakkersuisut: Tillidsfolk er vigtigt våben i kampen mod krænkelser
Aktieselskaber bør være forpligtet til at have tillidsrepræsentanter.
For tillidsrepræsentanter er afgørende i sager, hvor medarbejdere oplever eksempelvis sexchikane.
Det mener fagforeningen Atorfillit Kattuffiat (AK), der efterlyser politisk handling fra Naalakkersuisut.
- Det er svært at forhandle med aktieselskaberne. Det er kun de offentlige arbejdspladser, vi har aftaler med om tillidsrepræsentanter, siger Dina Olsen, der er formand for AK.
LÆS OGSÅ Fagforeninger: Arbejdspladserne skal aftabuisere sexchikane
Lige nu hersker der intet krav om, at aktieselskaber skal have tillidsrepræsentanter.
Men det skal politikerne lave om, mener hun.
- Selvfølgelig kan medlemmer altid henvende sig direkte til os, men det er bedst at have nogen tilstede på de enkelte arbejdspladser, så det er nemmere for vores medlemmer. På den måde, er det også en beskyttelse, og man kan handle med det samme, hvis der er nogen, som bryder reglerne.
Krænkelser i KNI
AK-formanden peger på sagen fra KNI, hvor det selvstyreejede selskabets forhenværende direktør for nylig blev dømt for blufærdighedskrænkelser af seks medarbejdere.
Under retssagen fortalte samtlige seks, at de ikke følte, der var nogen i virksomheden, de kunne gå til med deres oplevelser.
LÆS OGSÅ Krænket af Peter Grønvold: Det er de færreste, der ønsker at melde et medmenneske til politiet
Dina Olsen fortæller, at KNI netop er et af de selskaber, der ikke har tillidsrepræsentanter.
- Det er vanskeligt. Vi vil gerne opnå det, og det har vi ellers prøvet de seneste år. For eksempel med KNI - dér har vi prøvet at lave en aftale om tillidsrepræsentanter. Vi har også prøvet at lave en grundlæggende aftale for at beskytte vores medlemmer, siger hun og understreger, at krænkelser på grønlandske arbejdspladser ikke er et særsyn.
AK foretog sidste år en spørgeskemaundersøgelse blandt sine medlemmer.
Her svarede hver tiende af de adspurgte, at de havde oplevet krænkelser på arbejdspladsen.
SIK er enig med AK
Hos landets største fagforbund SIK vækker Dina Olsens ord genklang:
- Alle arbejdspladser skal have tillidsrepræsentanter. Og når der opstår sexchikane, er det vigtigt at melde det til enten tillidsrepræsentanten eller til ens ledelse, siger SIK-formand Jess G. Berthelsen.
Og nu vil Dina Olsen altså tage fat i Naalakkersuisut.
- Ejerne bør kunne kræve, at deres arbejdspladser skal have en repræsentant for deres medarbejders forening, siger hun.
KNR arbejder på at få en kommentar fra Naalakkersuisut. Det er endnu ikke lykkedes.