Facetime og telefonkæde: Sådan hjælper De Grønlandske Huse i Danmark under coronakrisen

Ensomme borgere, bekymrede slægtninge og konflikter, der blusser op i hjemmene. Det er nogle af de problemer, der i disse dage lander hos De Grønlandske Huse.
Jeg oplever behovet for tryghed. Det, synes jeg også, vi er gode til at give dem, og det giver de også udtryk for, når vi snakker med dem, siger socialkonsulent Ivalu Egede Martinsen fra Det Grønlandske Hus i Odense. Foto © : h_lira/flickr
Skrevet af Anders Dall
09. april 2020 14:29

Selv om De Grønlandske Huse i København, Aarhus, Odense og Aalborg i øjeblikket holder lukket på grund af coronakrisen, har personalet stadig nok at tage sig til.  

Socialkonsulent Ivalu Egede Martinsen fra Det Grønlandske Hus i Odense forklarer, at det særligt i forhold til sårbare borgere på forsorgshjem, herberger og bosteder har været vigtigt at fortælle, at husets medarbejdere står til rådighed over telefonen. 

- Jeg fornemmer på folk, vi hører fra, at jo længere tid der går, jo mere har de et behov for at snakke. Ikke fordi de har alverdens problemer, men de har nogle bekymringer. Den situation, vi står i, kan forstærke det, de kommer med i forvejen psykisk, siger Ivalu Egede Martinsen.

LÆS OGSÅ Corona-lukning: Alle aftaler i De Grønlandske Huse er aflyst

Hun har blandt andet et tæt samarbejde med forsorgshjemmet St. Dannesbo i Odense. 

Her er der lukket for besøgende, og folk skal isolere sig. Hun har tilbudt Facetime-samtaler med de grønlandske beboere, og det er der flere, der har taget godt imod. Ikke kun på St. Dannesbo. 

- Jeg har haft flere dage, hvor jeg har siddet i Facetime-samtaler. 10 på en dag, når der har været flest, ellers ligger det på fire-fem stykker. Jeg oplever behovet for tryghed. Det, synes jeg også, vi er gode til at give dem, og det giver de også udtryk for, når vi snakker med dem, siger hun og peger på, at ensomhed især er et emne, der går igen. 

Det har blandt andet ført til, at hendes kollega i jyllandsafdelingen har lavet en telefonkæde, hvor ensomme borgere ringer til hinanden hver dag.

Færre men tungere henvendelser

I Det Grønlandske Hus i Aalborg kan direktør Bo Albrechtsen også mærke coronakrisen på nogle af de henvendelser, de modtager.   

- Vi fornemmer, at når mange er hjemme og skal blive hjemme, er det ikke kun ferie og sjov og spas. Vi erfarer, at der er problematikker, der blusser op, siger Bo Albrechtsen og tilføjer:

- Der ser en optrapning af nogle konflikter, og det oplever vi også på nogle af de henvendelser, vi får. 

Han peger på, at henvendelserne er færre end før coronakrisen, men at dem, de modtager, er mere alvorlige.

- Vi oplever, at mindre problematikker og forespørgsler holder folk tilbage nu. Så er det til gengæld nogle større sager, vi får ind.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq: Efterskoleelever bør blive i Danmark - men kan få rejse hjem betalt

Husets socialrådgivere vejleder borgerne videre til de danske instanser, hvor man kan få hjælp. Derudover får personalet også henvendelser fra borgere i Grønland, der er bekymrede og nervøse for deres slægtninge, der opholder sig i Danmark.

- Bekymringer får vi en del af. Også her i Danmark. Folk er bekymrede for hinanden. Det er en ubehagelig sygdom, som folk med rette er bange for, lyder det fra Bo Albrechtsen.

Afventer grønt lys til at åbne 

I Aarhus fortæller den konstituerede direktør i Det Grønlandske Hus, Benigne Fleischer, at selv om huset og butikken er lukket ned, kommer der stadig folk forbi butikken, fordi de tror, de kan handle. 

- Jeg kan mærke det på den måde, at vi slet ikke har noget publikum i huset, og det er meget underligt. Det betyder ikke, at vi har mindre at lave. Vi har en opsøgende medarbejder, der har kontakt til vores udsatte borgere i samarbejde med kommunerne, men det foregår meget digitalt, siger Benigne Fleischer. 

LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland

Fra huset i København fortæller direktør Leise Johnsen, at personalet, der de seneste uger har arbejdet hjemme, nu så småt begynder at se frem mod en situation, hvor myndighederne giver grønt lys til, at samfundet begynder at åbne igen. 

- Nu afventer vi, hvordan vi kan begynde at åbne igen og forholde os til en ny situation, når der kommer retningslinjer, siger Leise Johnsen.

De Grønlandske Huse holder lukket indtil myndighederne tillader dem at åbne igen.