Facebook forbyder vildledende reklamer om USA-valg

Annoncer om, at valgsnyd er udbredt eller brevstemmer upålidelige, er nu bandlyst fra Facebook og Instagram.
De nye regler kommer efter en kaotisk valgdebat på tv mellem den republikanske præsident, Donald Trump, og hans demokratiske udfordrer, Joe Biden. Foto © : Book Catalog/flickr
Skrevet af Ritzau
01. oktober 2020 13:23

Facebook forbyder nu reklamer, der vildleder om det amerikanske valg.

Det gælder politiske videoer og tekster, der betegner valgsvindel som udbredt, valgresultater som ugyldige eller sår tvivl om visse måder at stemme på.

Det nye forbud gælder i USA og træder i kraft med det samme. Det gælder reklamer på Facebook og Instagram, der er ejet af Facebook.

LÆS OGSÅ Facebook blokerer politiske reklamer en uge før præsidentvalg

De nye regler kommer efter en kaotisk valgdebat på tv mellem den republikanske præsident, Donald Trump, og hans demokratiske udfordrer, Joe Biden.

Her gentog Trump sin påstand om, at valget vil være præget af svindel.

På grund af coronapandemien ventes millioner af amerikanske vælgere i år at stemme per brev i langt højere grad end tidligere år.

Præsidenten har flere gange hævdet, at det øger risikoen for valgsvindel. Der er imidlertid ingen beviser for, at det skulle være tilfældet.