Førtidspensionerne får et løft næste år

Koaltionen og oppositionen var i dag i Inatsisartut i en flere timer lang verbal infight om forhøjelser af både alderspensionerne og førtidspensionerne. Siumuts forslag om at hæve pensionerne her og nu vandt ikke genklang, men Naalakkersuisut planlægger dog et lidt mindre løft for førtidspensionisterne.
14. oktober 2009 16:06

Siumut vil have løftet alderspensionen således, at alderspensionens højeste grundbeløb skal gælde for alle uanset om de er enlige, samlevende eller gift.

Samtidig vil Siumut også have indført, at alderspensionen ikke skal kunne reduceres som følge af samleverens eller ægtefællens indkomst.

For førtidspensionisterne foreslog Siumut klækkelige forhøjelser. Partiet vil have at grundbeløbet for enlige førtidspensionister allerede fra årsskiftet fastsættes til samme højeste grundbeløb, som der i dag ydes til enlige alderspensioner, svarende til godt 116.000 pristalsregulerede kroner om året.

Alt i alt en udgift på omkring 204,4 millioner kroner for de offentlige kasser. Og i lighed med alderspensionssforslaget vil Siumut også have gjort førtidspensionen uafhængig af ægtefællens eller samleverens indkomst.

Men Siumut havde gjort regning uden vært. Koalitionen bag Naalakkersuisut er godt nok enige med oppositionen i, at de svageste grupper skal sikres gode og trygge økonomiske vilkår.

Men det skal ifølge Naalakkersuisut ske på en velovervejet måde, der indrager alle aspekter af pensionisternes livsvilkår. Og derfor vil Naalakkersuisut have pensionsreformen fra 2007 til eftersyn i Skatte- og Velfærdskomissionen.

Derfor må alderspensionisterne vente med at få forbedrede eller forhøjede pensioner til Skatte- og Velfærdskommissionen har vurderet sagen.

Koalitionen kom dog oppositionen i møde på et enkelt punkt, nemlig i forbindelse med førtidpensionerne. Her er koalitionen med på en 13 pct.'s forhøjelse fra 1. juli næste år. Det vil give enlige førtidspensionister ekstra 1.000 kroner om måneder og ægtepar eller samlevende par ekstra 1400 kroner om måneden.

Som en ekstra lille sidegevinst i dag til alderspensionisterne var der enighed om et forslag fra IA om, at efterladte i forbindelse med dødsfald hos et pensionistpar modtager afdødes pension de følgende to måneder efter dødsfaldet.