Førtidspensioner uddelt på tvivlsomt grundlag

Bunken af ansøgninger til førtidspension er så stor, at personalet rundt omkring i landets fire kommuner ikke har tid til at behandle dem grundigt nok. Formanden for Kommunernes Landsforening KANUKOKA, Martha Abelsen, anerkender kritikken fra socialrådgivernes landsforening.
Kommuneqarfik Sermersuumi artukkerneqarnissaq ernummatigineqarpoq. Foto © : KNR
Skrevet af Mads Ullerup
02. august 2012 09:56

Formanden for socialrådgivernes landsforening Karen Damsbo Jensen kritiserer, at kommunerne lader personale, der ikke er uddannet socialrådgivere behandle ansøgningerne.

- Det er meget vigtigt, at det er uddannede socialrådgivere, der behandler ansøgningerne til førtidspension, men så vidt jeg ved, så sidder der mange, som ikke er uddannet som socialrådgivere ude på socialforvaltningerne, siger Karen Damsbo Jensen til KNR.

Og når ansøgningerne til førtidspension ikke bliver behandlet af fagligt uddannet personale, kan det få betydning for udfaldet, fortæller hun.

- Det kan nemt betyde, at man ikke behandler ansøgningerne godt nok, og det kan også betyde, at nogen får tildelt førtidspension uden, at de reelt er berettiget til det, siger Karen Damsbo Jensen.

Kritikken fra formanden for socialrådgiverforeningen kommer efter, at det for nylig kom frem, at antallet af førtidspensionister her i landet er steget med hele 52 procent over de seneste 15 år.
I 1996 var der 2020 personer på førtidspension. Sidste år var tallet steget til 3073. En uheldig udvikling, både for de offentlige kasser og for de personer, der bliver parkeret på en livslang social ydelse.

Der mangler ganske enkelt kvalificeret arbejdskraft på sagsbehandlingskontorerne ude i kommunerne.

- Vi må se på, hvor vi har fejlet. Hvorfor er tilstrømningen til socialrådgiveruddannelsen ikke højere end den er i dag, hvor kun meget få bliver uddannet om året, siger Martha Abelsen.