Fængselsformand om lønforskel på 5000 kroner: Det er vi nødt til at gøre noget ved

Danske fængselsbetjente tjener over 5000 kroner mere om måneden end grønlandske anstaltsbetjente med samme erfaring, viser opgørelse.
En arbejdsgruppe, der har arbejdet med at afdække de faktisk løn- og ansættelsesforhold for politibetjente i Grønland, er fredag kommet med opgørelse. Foto © : KNR
15. december 2019 12:11

Når Grønland selv skal drive Kriminalforsorgen i landet, bør lønnen være på et niveau, så det er muligt at tiltrække personale.

Sådan lyder det fra Bo Yde Sørensen, der er formand for Fængselsforbundet. Ifølge ham bør lønnen hæves.

Formanden udtaler sig, efter at en opgørelse over lønforholdene for anstaltspersonale i Grønland og fængselspersonale i Danmark er blevet offentliggjort.

LÆS OGSÅ 7500 kroner om måneden: Grønlandske betjente tjener mindre end danske

- Jeg er ikke overrasket over disse tal, og det er vi nødt til at gøre noget ved, siger formanden og tilføjer:

- Meningen er, at Grønland selv skal drifte Kriminalforsorgen, så skal man også have et lønniveau, så man kan tiltrække grønlændere til jobbet.

 

Sammenligning af lønniveauer:

  • En anstaltsbetjent i Grønland med mellem nul og to års anciennitet tjener i gennemsnittet 19.365 kroner om måneden inklusive faste tillæg.
  • En fængselsbetjent i Danmark med mellem nul og to års anciennitet tjener i gennemsnittet 24.769 kroner om måneden inklusive faste tillæg.

Kilde: Kriminalforsorgen

En forskel på mere end 5000 kroner 

Opgørelsen viser, at fængselsbetjentene i Danmark med mellem nul og to års anciennitet i gennemsnittet tjener 24.769 kroner om måneden inklusive faste tillæg.

En anstaltsbetjent med samme erfaringsniveau i Grønland tjener til sammenligning i gennemsnit 19.365 kroner om måneden inklusive faste tillæg - en forskel på 5400 kroner. 

I notatet bliver det også bemærket, at de ansatte i Grønland har en arbejdstid på 40 timer om ugen, mens fængselspersonalet i Danmark har en arbejdstid på 37 timer om ugen.

Spurgt til, hvor meget formanden mener, at lønnen bør stige, lyder svaret:

- Nu skal jeg altid lige passe på med at sætte et præcis tal på folks løn, for så siger min erfaring, at man kun kan komme til at skuffe folk.

- Men vi har tidligere bedt om at få et lønløft på 4.500 kroner om måneden. Om det er dér, vi lander, det tør jeg ikke at sige på nuværende tidspunkt.

Større forskel på ansatte i politiet

Opgørelsen er lavet af en arbejdsgruppe, der har haft til formål at afdække de faktisk løn- og ansættelsesforhold for politibetjente og anstaltsbetjente i Grønland. Et andet notat over lønforskel for polititjenestemænd, der er ansat i Danmark og Grønland, viser også en forskel.

LÆS OGSÅ Dansk finanslov sikrer 49,2 millioner kroner til justitsområdet i Grønland

Her fremgår det, at en dansk polititjenestemand i København i 2018 som startløn fik 27.218 kroner eksklusiv pension om måneden, mens en polititjenestemand i Grønland fik 19.788 kroner eksklusiv pension. 

Det højeste lønniveau for politibetjente, der ikke er specialiseret, var i Danmark 32.398 kroner om måneden, mens den for grønlandske polititjenestemænd lå på 24.815 kroner om måneden.