Evaldsen overvejer afgifter på turister

Det skal overvejes kraftigt, om der skal lægges en form for afgifter på turister her i landet, mener Demokraternes Randi Vestergaard Evaldsen. Men ifølge Grønlands Erhvervs brancheudvalg vil afgifter blot skade turismen.
Skrevet af Kathrine Kruse
09. marts 2019 16:26

Skal man begynde at betale lidt i afgifter for at overnatte som turist her for at se Grønlands smukke natur eller de fantastiske isfjelde.

Inatsisartutmedlem og politisk næstformand i Demokraterne, Randi Vestergaard Evaldsen, overvejer at foreslå det med baggrund i, at der nu er sat skub i lufthavnsbyggerierne.

- Vi skal begynde at gøre os klar til dem nu. Vi kan se i de lande, vi plejer at sammenligne os med, at vi måske skal overveje at indføre en form for afgift, hvis turismen skal kunne betale sig, siger Evaldsen.

Hun mener, at man kan indføre en lille engangsafgift ved eksempelvis køb af billetter:

- Det, jeg har set, er omkring de 200 kr. Det er ikke meget.

Udvalgsformand: Afgifter er gift for turismen

Men formand for Grønlands Erhvervs brancheudvalg for hotel, restaurantion og turisme, Helge Tang, mener noget andet:

- Det er ikke en god idé. At lægge afgifter på turister er gift for turismen. Man så det med krydstogtturisterne, hvor man lagde en stor afgift på dem. Det gik ikke godt, og man ændrede afgiften igen, siger Helge Tang.

Og Randi Vestergaard Evaldsen har forståelse for det budskab.

Evaldsen: Vil forsvare naturen

- Men jeg har som politiker et ansvar for at forsvare landets ressourcer, naturen og turismen. Vi skal kunne drive det på en rentabel måde, siger hun.

Men Helge Tang fastholder, at afgifter ikke er vejen frem.

- Det er ikke den vej, vi skal hen for at få flere turister her til landet. Vi har i hele turistindustrien arbejdet på at få købekraftige turister til Grønland, og der synes jeg ikke, at man bør begynde på bruge afgiftsskrue for at få penge i kassen. Så må man finde på noget andet, siger han.

Randi Vestergaard Evaldsen udtaler, at når Naalakkersuisut har svaret på hendes spørgsmål, vil hun overveje grundigt, om hun skal stille et forslag i Inatsisartut om en turistafgift.