EU vil forbyde udsmid af fisk

EU-kommissionen vil ikke længere acceptere, at millioner af fisk smides tilbage i havet, hvor de næsten alle sammen straks dør.
13. juli 2011 09:19

Kommissionen vil forbyde udsmid af fisk, og  videokameraer skal garantere, at det ikke sker. Det fremgår af et oplæg til EU fiskeripolitik, som offentliggøres i dag.

Udsmid af fisk skønnes at udgøre 23 procent af de samlede fangster, og nu skal fiskerne have pligt til at lande alle de fisk de fanger. Undermålsfisk må dog ikke sælges til konsum.

Ifølge EU-Kommissionen vil de nye regler betyde, at fiskerne ser en fordel i at gøre noget for at undgå uønskede fangster, for eksempel ved at bruge andre fangstredskaber.

Fiskeriet skal forvaltes ved hjælp af flerårige planer og styres af forsigtighedsprincippet, så man er sikker på, at fiskeriets påvirkning af økosystemet bliver begrænset.
Til gengæld får fiskerisektoren et bedre og mere stabilt grundlag for investeringer og langsigtet planlægning.

Nu skal ministerrådet og Europa-Parlamentet behandle forslaget, men da fiskeriet har brug for tid til at tilpasse sig, sker indførelsen gradvist. Der sigtes efter, at den nye lovgivning skal være vedtaget og trådt i kraft 1. januar 2013.