EU til briterne: Ingen handelsaftale uden fiskeri hos jer

Storbritannien og EU har foreløbig 11 måneder til at lande en aftale om det fremtidige forhold.
Briterne skal også, understreger Barnier flere gange, give EU-lande adgang til at fiske i deres farvande. Det er et område, der er særlig vigtigt for Danmark, men også for andre EU-lande. Foto © : Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
03. februar 2020 17:32

Storbritannien får ikke noget, der "er lige så godt" som et medlemskab af EU, men briterne kan få en meget "ambitiøs handelsaftale".

Sådan lyder det fra EU's chefforhandler Michel Barnier få dage efter, at briterne er trådt ud af det europæiske samarbejde.

Det vil dog blandt andet kræve, at briterne giver EU-lande adgang til at fiske i deres farvande.

Det er en "uadskillelig" betingelse for en handelsaftale, tilføjer chefforhandleren.

LÆS OGSÅ Fredag er sidste dag i EU for Storbritannien

Han fremlægger mandag EU-Kommissionens oplæg til et EU-mandat, før EU og Storbritannien indleder forhandlinger om deres fremtidige forhold.

- EU er parat til at tilbyde en meget ambitiøs handelsaftale uden tariffer og kvoter på varer, siger Barnier.

Storbritannien skal dog, hvis de ønsker en sådan aftale, "acceptere EU-standarder".

Briterne skal også, understreger Barnier flere gange, give EU-lande adgang til at fiske i deres farvande. Det er et område, der er særlig vigtigt for Danmark, men også for andre EU-lande.

- Som yderligere betingelse skal Storbritannien acceptere, at EU-lande får adgang til fiskeri i deres farvande - og vice versa. Man skal dele kvoter, siger Barnier.

I en tale mandag i Greenwich i det sydøstlige London sagde den britiske premierminister, Boris Johnson, at den britiske regering ikke er afvisende.

- Vi er klar til at overveje en aftale om fiskeri. Men den vil skulle afspejle det faktum, at Storbritannien fra slutningen af 2020 bliver en uafhængig kyststat, som har kontrol over egne farvande, siger Johnson.

LÆS OGSÅ Ingen Brexit-løfter til Vivian

Forhandleren siger, at "konkurrencen skal være åben og fair". Han understreger, som han har gjort mange gange i processen siden 2016, at parterne skal samarbejde på baggrund af "fair spilleregler".

Der er 11 måneder til at lande en aftale. Det er udgangspunktet i udtrædelsesaftalen mellem parterne.

Der er dog en mulighed for at forlænge den igangværende overgangsperiode, efter at Storbritannien for to dage siden forlod EU.

Johnson har understreget, at han ikke vil forlænge perioden.

Regeringen i London ønsker at forlade EU's toldunion og det indre marked fra 1. januar 2021.