EU-forslag kan ændre hvalfangsten i Grønland: Forsker advarer mod dobbeltregulering
I starten af juli offentliggjorde EU-Kommissionen sit forslag til EU's fælles holdning om hvalfangst ved Den Internationale Hvalfangstkommissions (IWC) næste tre møder.
I forslaget lægger Kommissionen blandt andet op til, at EU skal arbejde for, at al hvalfangst bliver omfattet af IWC's internationale kontrol.
Den danske regering bakker overordnet op om målet om at beskytte verdens hvalbestande, men understreger samtidig, at Danmark støtter en bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer på et videnskabeligt grundlag.
Forslaget kan være 'vanskeligt at forene med rigsfællesskabets samlede interesser', skriver regeringen, fordi det kan få konsekvenser for Grønland og Færøerne – særligt for den traditionelle småhvalfangst, som ikke reguleres af IWC.
Det er forskeren Fernando Ugarte, som leder Grønlands Naturinstituts afdeling for pattedyr og fugle, enig i.
Indførelsen af forslaget kan begrænse Grønlands mulighed for at fange hvaler og vil betyde, at forvaltningen i højere grad bliver præget af politiske overvejelser om beskyttelse af hvaler end af videnskabelige vurderinger.
Nye regler kan ramme Grønlands hvalfangst
Hvis fangsten af småhvaler, som i dag reguleres af Grønland selv og NAMMCO (North Atlantic Marine Mammal Commission, red.), bliver omfattet af IWC, kan det få konsekvenser for hvalfangsten i Grønland, ifølge afdelingslederen.
En sådan beslutning bør overvejes nøje, siger Fernando Ugarte, da den vil påvirke både arbejdsgangen og muligheden for kvoter.
Der findes allerede et videnskabeligt komité under NAMMCO, som rådgiver om forvaltningen af småhvaler. Derfor vil en ændring kræve tæt koordinering mellem de to organisationer for at undgå for meget dobbeltarbejde.
- Det ville være upraktisk for os forskere at sidde i de videnskabelige komitéer under både NAMMCO og IWC og behandle de samme spørgsmål to gange, siger Fernando Ugarte.
NAMMCO giver videnskabelige anbefalinger, som naalakkersuisut selv kan vælge, om de vil følge. I IWC vedtager medlemslandene derimod bindende kvoter på baggrund af organisationens videnskabelige rådgivning.
Kvoterne for narhvalfangsten i Grønland er for eksempel væsentligt højere end det, NAMMCO anbefaler.
Hvis IWC regulerede al hvalfangst, skulle Grønlands fangst af alle hvalarter følge den videnskabelige rådgivning.
Det ville sandsynligvis betyde lavere kvoter for marsvin og narhvaler, nulkvoter for narhvaler og hvidhvaler i Østgrønland samt regulering af fangsten af spækhuggere, fortæller Fernando Ugarte.
- Om det ville være værre eller bedre, afhænger af, hvem man spørger. Den grønlandske regering ville dog have færre muligheder for selv at træffe beslutninger, siger Fernando Ugarte.
Ifølge Fernando Ugarte er hvalfangsten i Grønland i dag ikke fuldt ud bæredygtig. Kvoterne for narhval er højere end den videnskabelige anbefaling.
For marsvin og spækhuggere findes der slet ingen kvoter, selv om den videnskabelige anbefaling er, at fangsten bør reguleres.
Der findes ingen lovgivning, som regulerer fangsten af marsvin og spækhuggere, og derfor er der heller ingen mulighed for at forvalte den.
Modstanden mod mere regulering har været et gennemgående tema i de mere end 20 år, Fernando Ugarte har arbejdet i Grønland, fortæller han.
Forslaget har lange udsigter
Men, siger forskeren, hvis IWC skal tage kontrol med forvaltningen af alle hvaler ville det kræve, at to tredjedele af organisationens medlemmer stemte for. Det vil formentlig aldrig ske, vurderer han.
I dag foregår størstedelen af verdens kommerciel hvalfangst uden for Den Internationale Hvalfangstkommissions (IWC) direkte regulering.
Japan, Norge og Island fastsætter selv deres regler og kvoter for kommerciel fangst.
Flere forskere og lande med hvalfangst mener, at IWC kun kan blive verdens centrale organ for hvalforvaltning igen, hvis forbuddet mod kommerciel hvalfangst ophæves, og beslutninger i højere grad bygger på videnskabelige vurderinger.
Kritikere af den nuværende IWC-linje vurderer, at Japan, Norge og Island næppe vil vende tilbage til en fælles forvaltning, så længe moratoriet mod kommerciel hvalfangst består.
Det vil efter deres opfattelse svække IWC's mulighed for at fungere som en global forvaltningsorganisation.
Politiseret emne
Det står i kontrast til holdningerne i Bruxelles, hvor der ifølge Fernando Ugarte er stærke lobbykræfter, som arbejder målrettet for en strengere beskyttelse af hvaler gennem øget regulering.
Adspurgt om modstanden mod hvalfangst bygger på videnskab eller følelser svarer han, at der i høj grad er tale om aktivisme.
Ifølge Fernando Ugarte handler uenigheden først og fremmest om politiske prioriteringer frem for videnskabelig uenighed.
- Især modstanden mod kommerciel hvalfangst har ikke noget med bæredygtighed at gøre. Den handler om kærlighed til hvaler, siger han.
Disse politiske prioriteringer afspejles i en organisation som IWC.
Fernando Ugarte peger på de væsentlige forskelle mellem NAMMCO og IWC.
NAMMCO's videnskabelige komité består af en mindre gruppe forskere, som principielt ikke er modstandere af hvalfangst.
De vurderer alene, om hvalfangsten er bæredygtig, forklarer han. Målet er at sikre en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne.
IWC’s videnskabelige komité består derimod af forskere med forskellige faglige baggrunde, og blandt medlemmerne kan der være en vis principiel modstand mod hvalfangst.
Mens NAMMCO som organisation ser fangst som noget naturligt, der bør reguleres for at sikre bæredygtighed, ønsker mange medlemmer af IWC at omdanne forvaltningsorganet til en organisation, der arbejder for bevarelse og beskyttelse af hvaler, siger Fernando Ugarte.
- Det handler ikke om videnskab, men om politik og politiske prioriteringer.
Han beskriver det som, at 'de fleste lande er imod hvalfangst, uafhængigt af hvad videnskaben viser.'
- Jeg vil gætte på, at langt størstedelen af befolkningen i Europa hellere vil se hvaler svømme frit end blive jaget.
Ikke desto mindre fungerer IWC fint for Grønland, som det er nu, fordi organisationen accepterer oprindelig folks ret til hvalfangst, siger han.
Forslaget har været sendt i høring hos de relevante myndigheder på Færøerne og i Grønland.
Samtidig er der iværksat en høring blandt relevante interessenter i Danmark med høringsfrist den 10. august 2026, oplyser Udenrigsministeriet.