Et kig ind i Grønlands forhistorie

For første gang nogensinde udstilles originaltegningerne til Nuka Godtfredsens tegneserie Oqaluttuaq, der beskriver Grønlands forhistorie.
Skrevet af Martine Lind Krebs
13. februar 2012 08:45

Der er fernisering på udstillingen Qanga – Tegnet Fortid på Nordatlantens Brygge i fredags. Her kan man se 31 originalakvareller til det første og det andet album i serien.

Tegneserien Oqaluttuaq er blevet til i et unikt samarbejde mellem Nationalmuseet, skolebogsforlaget Ilinniusiorfik, Sermitsiaq og Nuka Godtfredsen. Indtil videre er kun bind 1 – De første skridt – udkommet. Bind 2 – Hermelinen – udkommer til marts, så udstillingen er chancen for at få et smugkig på den kommende udgivelse.

- Jeg er meget personligt interesseret i Grønlands forhistorie, så jeg giver mig 100 procent i Qanga. Det betyder rigtig meget for mig personligt, siger Nuka Godtfredsen til KNR.
Det tager ham 2 år at tegne hvert album. Der er planlagt i alt 4 bind i serien, og han håber at finde finansiering til et femte.

I hver streg og penselstrøg ligger et stort forudgående arbejde med at repræsentere så præcist et billede som muligt at de forskellige grønlandske kulturers redskaber, jagtmetoder, boliger, beklædning og tankegang. Nuka K. Godtfredsens værker er af så høj kunstnerisk såvel som videnskabelig kvalitet, at Nationalmuseet betragter dem som vigtige fremtidige kilder på niveau med de historiske værker.

- Jeg har en tegnestue på Nationalmuseet side om side med arkæologerne. Jeg formidler deres viden og de arkæologiske genstande, så jeg mangler ikke materialer og ekspertise, siger han.

Til udstillingen er der komponeret en række interaktive lydspor, som understøtter handlingen i serien og følger publikum rundt i udstillingen. Musikken er komponeret af Kristian Bjerre Harting og Lill Rastad Bjørst.