Et kærlighedsforhold med historiske rødder

Dronningens og Prinsgemalens sommertogt i Grønland er lige begyndt. I dag har Regentparret besøgt Siorapaluk for første gang nogensinde. Men Kongefamiliens historie i Grønland er efterhånden et langt og stadig varmt kærlighedsforhold.
11. juli 2011 16:20

Christian den 10. var her allerede i 1921. Men mange opfatter Kong Frederik og Dronning Ingrids store togt i 1952 som der, hvor forelskelsen skete, som såede kimen til det forhold, der eksisterer nu på 5. kongelige generation.

Kongeparret nåede at besøge ikke færre end 20 destinationer i Grønland. Og turen blev kaldt for et 'triumftog' i den danske presse. Frederik og Ingrid markerede, at de lige så vel var grønlændernes regenter, som danskernes.

Siden har den kongelige familie været flittige gæster her i landet.

Dronningen har besøgt Grønland flere end 20 gange. Prinsgemalen er heller ingen grønskolling. Han satte første gang foden på grønlandsk klippegrund i 1970. Og kongeskibet Dannebrog kan med sommerens rejse fejre sin 9. gang i grønlandsk farvand.

Jonathan Motzfeldt har udtalt, at spørgsmålet om Kongehusets rolle i Grønland ikke er til debat.
Men hvorfor er kongefamilien og grønlænderne egentlig hinanden så hengivne?

Mens det officielle forhold til Danmark i alle disse år har været præget af gamle sår fra kolonitiden og nye politiske opgør, har Kongehuset måske været et helle. Selv har Dronningen svaret på spørgsmålet på følgende måde:

- Man har vel netop behov for noget at samles om, noget som ikke er blandet ind i den daglige strid og kævl.

Båndet mellem grønlænderne og vores kongefamilie er først og fremmest af en følelsesmæssig karakter kendetegnet ved oprigtig interesse og varme. Prinsgemalen har sagt:

- Vi er glade og taknemmelige for at grønlænderne stadig ser os som en del af familien, som et nationalt samlingssymbol.

Og kongefamilien har da også været til stede - enten før, under eller efter - en række skelsættende begivenheder i grønlandsk historie. Det berømte besøg i1952 var året før Grønland gik fra at være koloni til dansk amt, besøget i 1982 var ikke kun 1000-året for Erik den Rødes ankomst, men også samme år som Grønland trådte ud af EU, og Regentparret var her ved Hjemmestyrets indførelse, og senest ved Selvstyrets i 2009.

Sommertogtet 2011 markerer ikke umiddelbart nogen vigtig politisk eller historisk begivenhed - men det er måske rettere op til eftertiden at bedømme.

Regentparret befinder sig i øjeblikket i Qaanaaq. Imorgen er det Upernavik, der - hvis alt går efter planen - får kongeligt besøg fra morgenstunden og dagen igennem.