Erik, Jens, Mala og Aputsiaq får dusør for at redde mand at drukne

- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeres indsats er årsagen til, at situationen ikke fik et tragisk udfald, sigde politimester Bjørn Tegner Bay.
Fra venstre mod højre er politimester Bjørn Tegner Bay sammen med dusørmodtagerne Jens Blidorf Frederiksen, Erik Palo Jacobsen og politiassistent Aputsiaq Hansen. Mala Johnsen er ikke er med på billedet, da han var forhindret i at deltage. Foto © : Grønlands Politi
24. september 2021 16:33

Erik Palo Jacobsen, Jens Blidorf Frederiksen og Mala Johnsen får sammen med en politiassistent en dusør på 2.000 kroner hver for at deltage i en aktion, hvor en ung dreng under 18 år blev reddet fra at drukne 3. april 2021.

Politiet i Nuuk modtog den dag et opkald fra en ung kajakroer, der oplyste, at hans vens kajak var sunket, og at vennen lå i det kolde vand. Han holdt sig oppe ved at holde fast i anmelderens kajak.

Det meddeler Grønlands Politi. 

Erik Palo Jacobsen bistod redningsaktionen ved at sejle sin båd ud til de nødstedte kajakroere.

Ifølge politiet tøvede han ikke, da han sejlede ind til kysten for at samle politiassistent Aputsiaq Hansen og Jens Blidorf Frederiksen op, hvorefter de satte kursen mod de unge drenge.

Reddet op af koldt vand

Jens Blidorf Frederiksen assisterede politiassistenten under stort set hele redningen. Han var både med til at udpege præcis, hvor de nødstedte befandt sig, og han sejlede også med ud og var med til at bjærge de to unge drenge.

Mala Johnsen var allerede ombord på skibet, som blev indsat i redningsaktionen, og hjalp med at få drengene op af det kolde vand.

Politiassistent Aputsiaq Hansen fik også en dusør for at yde en politiindsats ud over det, der sædvanligvis forventes af en politiuddannet medarbejder.

Ros fra politiet

Ifølge Grønlands Politi satte de alle fire deres egen sikkerhed på spil. De trodsede vejr- og sømæssige forhold, som gjorde, at de udsatte sig selv for ikke uvæsentlig fare ved at deltage i redningsaktionen. 

- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeres indsats er årsagen til, at situationen ikke fik et tragisk udfald, sagde politimester Bjørn Tegner Bay i sin tale til dusøroverrækkelsen.

- Episoden er også et eksempel på, hvor stor værdi de private charterbåde har for den samlede eftersøgnings- og redningsindsats.